Folkekirken meldes ud af Nordisk Økumenisk Råd
Men vil alligevel ikke miste forbindelsen til de øvrige nordiske kirker, lover formand for Det mellemkirkelige Råd, Paul Verner SkærvedDet mellemkirkelige Råd har på sit møde d. 4. december enstemmigt vedtaget, at Den danske Folkekirkes medlemskab af Nordisk Økumenisk Råd (NØR) ophører med udgangen af 2003.Rådets beslutning kommer efter, at det norske kirkemøde i november vedtog at melde den norske kirke ud af NØR. Også den svenske baptistkirke har meldt sig ud med virkning allerede fra 1. januar 2003.
– Beslutningen er taget efter, at vi i flere år forgæves har prøvet at få omlagt NØRs arbejde, så det svarer til det der efter vores opfattelse er behov for i den aktuelle situation i Norden og de nordiske kirker. I de senere år er der i alle de nordiske kirkesamfund blevet oprettet økumeniske råd. Samtidig er der blevet flere forskellige kirkesamfund i alle de nordiske lande, for eksempel ortodokse kirker, og disse må i højere grad inddrages også i nordiske mellemkirkelige relationer, siger formand for Det mellemkirkelige Råd, Paul Verner Skærved.
Paul Verner Skærved understreger, at udmeldelsen ikke er udtryk for, at Det mellemkirkelige Råd vil nedprioritere forbindelsen til de andre nordiske kirker.
– Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er det udtryk for, at vi ønsker et godt og tillidsfuldt samarbejde med andre nordiske kirker. Rådet har vedtaget, at vi også fremover vil afsætte et beløb på budgettet til nordisk kirkeligt samarbejde, forklarer han, og tilføjer: – Vi har samtidig bedt vores arbejdsgruppe om nordiske økumeniske relationer om, at de inden sommeren 2003 skal fremlægge et forslag til, hvordan det nordiske samarbejde fremover kan fungere, og hvordan Den danske Folkekirke kan indgå i det.
Det mellemkirkelige Råd er ifølge den folkekirkelige lovgivning det organ, der skal beslutte om Folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer, således også til NØR.
Nordisk Økumenisk Råd blev oprettet i 1939 som Nordisk Økumenisk Institut.