Jamen så lad os da tage den dåbsdebat endnu engang!

Nu har vi netop passeret fem hundred året for Troendes dåbs tilbagevenden til kirken, og vi nærmer os to hundred året for introduktionen af Troendes dåb her i Danmark, så måske er det i virkeligheden et godt tidspunkt, at Jesper Oehlenschläger rejser den gamle debat i en kronik her i avisen 14. juni 2026.

Da troendes dåb vendte tilbage til kirken, var det folk omkring den schweiziske reformator Ulrich Zwingli, der endte med at tage Ulrichs undervisning lidt for bogstaveligt. Det syntes samme Ulrich, da de opdagede, at barnedåben var svær at finde i Bibelen, men at troendes dåb lå lige for, når man studerede skriften. Det endte helt ude af kontrol for den gode Ulrich Zwingli, og han blev således medvirkende til, at der hurtigt blev slået mindst 5.000 af disse døbere ihjel, begyndende med Felix Manz, som man meget symbolsk druknede.

Først for nylig har en nu afdød schweizisk kirkeleder, Geri Keller, forsøgt at række ud til efterkommerne af Anabaptisterne og Mennonitterne med ønsket om forsoning. Kun en enkelt reformert schweizisk præst ville medvirke. Efterfølgende har den reformerte kirke i Schweiz dog fået sat nogle forklarende skilte op på de steder, hvor man druknede og henrettede anabaptisterne, for dog at komme dem lidt i møde.

Bedre gik det dog, da Troendes dåb blev introduceret i Danmark. Her slog man ingen ihjel; man nøjedes med nogle forhør, fængslinger og dagbøder til de skyldige døbere, nogle gange i uhyrlige størrelser, masser af mistro, anklager om sekterisme og – nåh ja – tvangs dåb af unge baptist familiers børn. Episoder, hvor folkekirkepræster med hjælp fra politiet brød ind i deres hjem og tvangsdøbte de unge baptisters sagesløse børn. Det er jo længe siden, men hvordan er det lige; har man fået sagt undskyld?

Lad os så få gang i debatten. Egentlig er jeg mest til at snakke om det, der samler os. Det, vi er enige om, i stedet for det, vi ikke rigtig kan blive enige om. Men nu er det jo ikke mig, der i denne omgang har trukket den gamle traver af stalden. Så lad gå, men først må vi blive enige om vilkårene for debatten, og her vil jeg foreslå venligt, men bestemt, at vi sætter Luther uden for døren og kun diskuterer, hvad der står i Bibelen.

Jesus blev døbt af Johannes i Jordan floden på et sted, hvor der var vand nok til dåb, – altså dåb med fuld neddykkelse. Det tror jeg godt, at vi kan blive enige om. Sådan var det helt sikkert også for de 3.000, der blev døbt på pinsedagen, og de tusinder, der blev døbt i tiden efter. Helt sikkert også den etiopiske hofmand og Paulus? Ja, selvfølgelig. Hvad var det, man gjorde i dåben. Man bekendte simpelthen sin tro.

Paulus skrev senere i Romerne 10:10, for med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Dåben er en af de stærkeste måder, der er givet os mennesker, at bekende vores tro på. Dåben er således et af de steder, hvor vi kan bekende den tro, som allerede ved Guds nåde er tilstede i et menneske. Derfor spørger jeg altid ind til menneskers tro, før jeg døber dem. Det nye liv er altså begyndt et eller andet sted før dåben. Dåben bekræfter det nye liv.

I dåben til Kristus begraver vi det gamle liv. Vi bekender, at vi i dåben vil dø bort fra os selv og opstår til et nyt liv. Paulus ligesom vi, ved godt, at kødet kan trække os i retninger, som vi ikke helt ønsker, og derfor opfordrer han os til, selv om vi lever under nåden, at tage afstand fra synden. Dåben en invitation til efterfølgelse? Det er svært at få øje på, eftersom troen, omvendelsen, overbevisningen, eller hvad vi nu kalder vores nyfundne tros opståen, jo er der, vi tager imod invitationen. I dåben bekræfter vi invitationen.

Jesper Oehlenschläger rejser spørgsmålet om, hvornår man tror nok til at blive troendes døbt. I Bibelen døbte man lynhurtigt, gerne samme dag som troen indfandt sig. Den etiopiske hofmand blev døbt med det samme, muligheden opstod, efter at han havde fundet troen. Eksemplerne i NT er mange. Jeg trækker selv i min slægt på en næsten 170 år gammel Baptist tradition. En tradition, der går i retning af en rum tid og solid undervisning inden Dåb.

Det har vi her i min lokale menighed vendt på hovedet eller vendt tilbage til bibelsk praksis, om man vil; at døbe så hurtigt som muligt, efter at troen har indfundet sig og i øvrigt til stor velsignelse. Jesus sagde jo også i Matthæus 28: Døb dem og lær dem. Så nu døber vi så hurtigt som muligt, efter at troen har indfundet sig, og der er sket det forunderlige, at nu ved folk godt, at der endnu er meget at lære og derfor bliver hængende i fællesskabet.

Modsat tidligere, hvor der var et større tab af mennesker efter dåb. Man tænkte nok, at nu har jeg gjort alt, hvad de siger, jeg skal, og endda blevet døbt. Der er nok ikke mere at få her. Om folkekirken skal indføre voksen konfirmation, en form for genkonfirmation må man forstå, det tilkommer ikke mig at blande mig i den debat. Men jeg kunne måske komme med et par input til den interne folkekirkelige debat.

Det er svært at finde belæg for barnedåben i Bibelen, men vi har gjort det længe; mener at biskop Lindhardt skrev engang i 2004, at vi har gjort det længe, kan vel ikke være et teologisk argument? Set fra min prædikestol, så fratager man med barnedåben individet muligheden for selvstændigt at bekende sin tro, når den indfinder sig. At man så forsøger at reparere lidt på skaden med en konfirmation, der for de flestes vedkommende, lad os bare være ærlige, handler mere om penge for konfirmanden, end om bekendelse af tro.

Jeg anerkender selvfølgelig, at der er konfirmander, som af hjertet bekender sig til troen, men flertallet bekender nok troen kun med munden og ikke med hjertet på konfirmationsdagen. Lad os så tillægge os det Anabaptistiske syn på barnedåben, nemlig at barnedåben ikke er en dåb i ordets egentlige betydning, fuld og hel neddykkelse, gennemvædning, men kun en bestænkning, ja så har man jo ingen problemer ved at indføre bibelsk troendes dåb i folkekirken.

Ingen er jo så døbt, og måske netop derfor trænger spørgsmålet om dåb sig på hos mennesker, der finder troen senere end konfirmationsalderen. Og når man ikke har en løsning i folkekirken, ja så må man søge hen imod frikirkerne, hvor der er en løsning at finde på den manglende bekendelse. Tak for at sende disse mennesker vores vej. Hvis man betragter barnedåben udefra, ja så fratager den jo helt og aldeles individet muligheden for at bekende sin tro i dåben.

Læg dertil konfirmationen, som jo foregår under et, for de unge mennesker, enormt gruppepres. Jeg forstår godt det rationelle i holddrift af konfirmander, men hvis man stoppede den praksis og i stedet kun konfirmerede mennesker, der var kommet til personlig tro, i lighed med hvad vi praktiserer i frikirkerne, hvor vi ikke har en udbredt praksis med holddrift omkring dåb, men som udgangspunkt kun døber mennesker, der er kommet til personlig tro, kunne man løfte bekendelsen af troen til et helt andet niveau og samtidigt eliminere den frustration, der er at spore nu, hvor modne mennesker, der finder troen, frustreres over at være frataget muligheden for at bekende troen i netop dåben.

Jeg er alvorligt bange for, at den nuværende praksis omkring dåb og konfirmation i folkekirken foregår på en sådan måde, at den giver mennesker et så lille indblik i kristendommen, at mange ender et helt andet sted, end det var hensigten, nemlig den personlige tro. De tænker, jeg har været der, jeg har gjort som forventet, men det føltes efterfølgende hult og tomt. Så i stedet for at skabe en naturlig tiltrækning til troen, har man i virkeligheden vaccineret mennesker imod samme.

Og er man først vaccineret imod noget, ja så ved vi alle, at man har oparbejdet en indre modstandskraft imod netop det, man er vaccineret imod. Var tanken så også, at genkonfirmander skulle hentes ved kirken i en Porsche og sådan noget? Genkonfirmation må vel kunne give både smile- og panderynker rundt omkring. Alene behovet, som sikkert er der i et vist omfang, det anerkender jeg, må vel også udstille nuværende praksis med tvangs dåb af spædbørn og konfirmation af meget unge mennesker under stort gruppepres, som værende utilstrækkelige og også utroligt svære at finde i Bibelen.

Endeligt er der vel også problematikken, om at man i folkekirken døber folk uden deres samtykke. Der skal vel ikke meget fantasi til at tænke, at det på et eller andet tidspunkt i nær fremtid ville kunne ramme folkekirken. Altså et sagsanlæg om dåb uden samtykke. Gen dåb er jo ikke et emne, som vi diskuterer i frikirkerne; har kun selv oplevet det i USA, hvor tidligere frafaldne, nu omvendte, ønskede at bekende sig til troen igen.

Mig bekendt er det også overordentligt svært sådan rigtigt at finde noget om det i Bibelen, medmindre man tillægger visse passager forskellige værdier, og det er jo problematisk. En Herre, en tro, en dåb kunne jo nemt betyde, at netop troendes dåb er den eneste dåb, der kan være tale om, da det jo var den eneste kendte dåb i kirken på det tidspunkt. Måske var det også en advarsel imod andre former for dåb og ikke nødvendigvis antallet af dåb, der her bliver talt om her.

Dåb er heller ikke noget, der fylder på dagsordnerne i frikirkerne. Man er stort set enige om, hvad dåb er, og hvad den betyder. Der er kun lidt lokale diskussioner, der mest går på, om dåben automatisk skal føre til medlemskab i menigheden eller ej og sådant noget. Det ser ud til, at dåben er til stadig debat i folkekirken. Jeg ved jo ikke så meget om det, da ingen i min slægt har været medlemmer her i næsten 200 år.

Men kører debatten i folkekirken i virkeligheden, fordi man ind imellem bliver grebet af denne lille indre uro omkring barnedåben, så er erfaringen, at den indre uro er værd at lytte til og handle på. Den er ofte Helligåndens sagte indre stemme. Den indre stemme valgte Bent Feldbæk, der for nylig her i avisen blev mindet som blandt andet og med rette en stor teolog, at handle på, da han blev døbt på sine gamle dage i havet oppe ud for Skagen, med ordene:

”Jeg tør ikke møde min Skaber uden at være troendes døbt.” Jeg respekterede Bent Feldbæk dybt. Han besøgte vores lokale frikirke ved flere lejligheder. Skulle ønsket og behovet for troendes dåb få en chance i Folkekirken, så tror jeg, at mange i frikirkerne står klar til at hjælpe, klar til at dele erfaringer, og klar til at dele vidnesbyrd om troendes dåbs velsignelse. Hvis barnedåben virkelig er så god en dåb, som den ofte anprises som, kan det undre sådan en som mig, at frugten af den er så svær at få øje på.

Held og lykke med debatten fremover kære folkekirke, men debatten kunne jo hurtigt afsluttes. Bliv enige med os i frikirkerne. Ret sikkert er vi tættere på det bibelske dåbssyn.