Kristendommen må ikke blive et politisk våben

Læserindlæg og debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Jeppe Hedaa, formand for
Kristendemokraterne

Jeg har i lang tid gået rundt om et spørgsmål, som jeg synes, vi som kristendemokrater er nødt til at forholde os langt mere tydeligt til: hvad betyder det egentlig, at vi bygger vores politik på en kristendemokratisk tradition – i et Danmark, hvor mennesker tror forskelligt, og hvor islam er blevet centrum for en stadig hårdere politisk kulturkamp?

Jeg er bekymret for islamisme, for parallelsamfund og social kontrol. Jeg er bekymret for religiøse forestillinger, der kolliderer med demokrati, ligestilling, ytringsfrihed og den enkeltes ret til selv at forme sit liv. Det skal vi kunne sige klart, og jeg forstår godt den uro, mange danskere bærer på. Den skal ikke affejes som fremmedfjendskhed, for der er reelle problemer med integrationen, og der findes strømninger inden for islam, som et frit samfund er nødt til at sætte tydelige grænser for.

Men noget andet bekymrer mig lige så meget: at kristendommen selv bliver trukket ind som våben i den kamp. At det kristne bliver et identitetsmærke, der først og fremmest fortæller, hvem der ikke hører til. Den vej tror jeg ganske enkelt ikke på. Danmark er historisk og kulturelt dybt præget af kristendommen, og det bør vi værne om. Men så melder det svære spørgsmål sig: hvad er det egentlig i den kristne arv, vi ønsker at bevare?

Det spørgsmål har kristendemokratiet beskæftiget sig med gennem generationer. Den europæiske tradition voksede frem på baggrund af nogle af de mest katastrofale erfaringer i Europas historie, og den udviklede et politisk svar, som man ikke kan undervurdere værdien af. Kristendemokratiet i Europa har aldrig ønsket et teokrati. Vi tror på en sekulær stat, hvor loven er lige for alle, og hvor staten beskytter menneskers trosfrihed.

Det gælder selvfølgelig også muslimer. Samtidig bilder vi os ikke ind, at politik kan være værdineutral – ethvert samfund bygger på forestillinger om mennesket, om frihed, ansvar, fællesskab, retfærdighed og vores forpligtelser over for hinanden. Kristendemokratiets svar har været at hente inspiration i det kristne menneskesyn og omsætte det til politiske principper, der kan begrundes i det fælles demokratiske rum: at mennesket har en ukrænkelig værdi, at vi har et ansvar for vores næste, at vi formes af de mennesker, vi lever sammen med, og at familien og de nære fællesskaber har en betydning, staten aldrig kan erstatte.

Magt bør ligge så tæt på mennesket som muligt – det, vi kalder subsidiaritet. Frihed følges af ansvar, og ejendom, natur, virksomheder, offentlige midler og politisk magt skal forvaltes ordentligt. Institutioner betyder noget. Retssikkerhed betyder noget. Lighed for loven betyder noget. Alt det har dybe rødder i vores tradition, uden at vi af den grund sidder med Bibelen på bordet, når Folketinget skal bestemme skatteprocenter, hastighedsgrænser, strafferammer eller højden på en kantsten.

Politik er en anden sfære end kirken. Kirken har en profetisk funktion med et ben i himlen og et på jorden og skal kunne forkynde purt og frit tale om Gud, mennesket, håbet, synden, nåden og vores ansvar for hinanden. Præster og kirkelige organisationer skal naturligvis kunne blande sig i samfundsdebatten, præcis så meget de ønsker. Politikerens opgave er en anden: vi skal træffe konkrete beslutninger i denne verden, hvor mennesker er dybt uenige.

Vi må sommetider acceptere noget, vi helst havde været foruden, for at opnå noget andet, vi vurderer vigtigere. Vi får beskidte hænder. Det er en del af demokratiets arbejdsbetingelser. Derfor er jeg også tilbageholdende med at bruge bibelcitater som politiske facitlister. Bibelen er ikke en finanslov, en udlændingelov eller en kommunalplan. Vores opgave er at forstå de værdier og det menneskesyn, vores tradition har givet os, og derefter stå til ansvar for de konkrete politiske konklusioner, vi drager.

Det er også derfor, man kan være en fremragende kristendemokrat uden selv at være troende. Man kan dele menneskesynet og de politiske principper uden at dele min personlige tro. På samme måde skal danske muslimer vide, at loven beskytter dem på nøjagtig samme måde som alle andre. De skal ikke først bestå en religiøs loyalitetstest for at være en del af vores land. Det er her, jeg tror, kristendemokratiet adskiller sig fra noget af det, der i disse år vokser frem på den populistiske højrefløj i Europa og USA.

Jeg har ingen interesse i at være naiv over for problemerne med massiv indvandring. Derfor skal der også politisk sættes grænser for, hvad et land kan klare. Men jeg har heller ingen interesse i en politik, der lever af at finde en minoritet, flertallet kan samle sin vrede omkring. Det er et fattigt politisk projekt, og det bliver kun mere problematisk, når kristendommen spændes for vognen. Det er forklaringen på, at jeg placerer Kristendemokraterne på den borgerlige midte.

Vi tror på frihed, ansvar, privat initiativ og et stærkt civilsamfund, og samtidig på, at mennesket aldrig bare er et isoleret individ. Vi fødes ind i relationer og har brug for familier, naboer, foreninger, kirker, arbejdspladser og andre fællesskaber, hvor mennesker tager ansvar for hinanden. Og vi tror på demokratiet som mere end en kamp om, hvem der kan skaffe 50,1 procent og derefter bestemme over resten.

Vi vil lytte, bygge bro og søge kompromiser, når kompromiset fører til et bedre samfund, og vi vil tage modpartens argument alvorligt, også når vi ender med at være uenige. Det lyder måske mindre ophidsende end den permanente kulturkamp. Jeg tror til gengæld, det er sådan, man bygger et samfund, der kan holde. Jeg arbejder for at få mere af Danmarks kultur baseret på kristendommen – mere næstekærlighed, mere ansvar, stærkere familier, større respekt for menneskets værdighed, mere forpligtelse over for hinanden og mere håb.

Og jeg vil arbejde for en stat, der konsekvent forsvarer vores demokrati og vores frihedsrettigheder mod enhver religiøs eller politisk bevægelse, der ønsker at begrænse dem. Også når den bevægelse kalder sig kristen. Og når vi vil bevare Danmarks kristne arv, må vi først gøre os umage med at forstå, hvad den arv egentlig består af. Ellers risikerer den at blive brugt til noget helt andet, end den var tænkt til. Kristendommen skal give os et menneskesyn at bygge politik på – ikke en fjende at samle vælgerne imod.