Studiedag på Dansk Bibel-Institut med temaet ’Kirke med homoseksuelle’

Kan kirken stå ved det, den tror på, og samtidig være et sted, hvor homoseksuelle kristne reelt oplever, at de hører til?

Det spørgsmål lå som en understrøm gennem hele studiedagen ’Kirke med homoseksuelle’ på Dansk Bibel-Institut i København fredag den 18. september. Her var præster, teologer, sjælesørgere, unge, studerende og homoseksuelle kristne samlet for at tale om noget, der meget let ender i hver sin skyttegrav: Hvordan fastholder kirken en klassisk kristen seksualetik og er samtidig et fællesskab, hvor homoseksuelle mennesker oplever, at de hører til?

Det blev en dag med både uenighed, sorg, humor og en bemærkelsesværdig åbenhed. ”Vi har bevidst undladt en bred markedsføring af studiedagen på de sociale medier,” fortalte DBI’s rektor Henrik Nymann Eriksen. ”Ikke for at holde samtalen skjult, men for at skabe et trygt rum omkring et emne, der både er teologisk følsomt og personligt sårbart.” Og der blev virkelig lyttet til de meget personlige oplevelser i rummet.

En deltager fortalte ærligt: ”Jeg blev ked af det, hver gang et af mine vennepar blev gift, fordi jeg vidste, at det aldrig ville blive mig som kristen homoseksuel.” Den slags erfaringer gør, at samtalen ikke kun kan handle om de rigtige bibelvers.

Mere end bibelvers

”Har større seksuel frihed nødvendigvis gjort os bedre til at leve med seksualiteten?” spurgte den svenske teolog med speciale i kristent trosforsvar, Stefan Gustavson. Han beskrev fire grundlæggende måder, seksualitet historisk er blevet forstået på: Som noget, der bør udfoldes frit, holdes nede, ophøjes næsten religiøst – eller ses som noget godt inden for en sund ramme. Gustavsons hovedspørgsmål var, om den seksuelle frigørelse faktisk har gjort os bedre til at leve med seksualiteten. Også nutidens syn på krop, identitet og seksualitet må kunne diskuteres kritisk, mente han.

Professor Jens Bruun Kofoed tog tyren ved hornene, da han dykkede dybt ned i Bibelens grundtekster om seksualitet. Med et glimt i øjet advarede han mod ”Ringenes Herre-teologi”, hvor ét vers bliver ”the one ring to rule them all” – den eneste ring, der hersker over dem alle. ”Bibelsk etik må ikke reduceres til en samling paragraffer, hvor ét vers fra Galaterbrevet 3,28 får lov til at styre læsningen af resten af Bibelen. Teksterne må forstås i lyset af skabelsens historie,” lød hans udfordring.

”Spørgsmålet afgøres ikke kun ved at tælle de seks bibelvers, der omtaler homoseksuel praksis direkte. Vi må læse hele Bibelens samlede fortælling om skabelse, krop, køn og ægteskab.”
Samtidig skelnede han mellem tiltrækning og praksis: ”Bibelteksterne taler om homoseksuel praksis, ikke om selve tiltrækningen.” Hvis kirken kalder mennesker til afholdenhed, må den også være ærlig om, hvad det koster.

”Det, der gives afkald på, er ikke først og fremmest sex, men at høre til hos én og blive kendt af én,” sagde Kofoed. Derfor må menigheden også tilbyde et reelt fællesskab med venskaber, hjem og relationer, der holder. ”Et kald (til cølibat red.), som menigheden ikke selv bærer med på, er ikke sjælesorg, men et krav.”

Fra centrum til kanten

Det blev meget konkret, da Louise Høgild Pedersen fortalte om sit ph.d.-projekt. Hun har interviewet 15 homoseksuelle og biseksuelle, som er vokset op i kristne miljøer med en klassisk seksualetik og selv har modtaget sjælesorg.  ”Jeg ville føle mig som en fremmed i det, der plejede at være mit hjem,” fortalte Ane. Hun havde været en aktiv del af sin menighed, men oplevede, at hun stille og roligt bevægede sig fra centrum ud mod kanten, efter at hun havde fortalt om sin homoseksualitet.

Sjælesorgen kom desværre ikke kun til at handle om hendes seksualitet, men også om hendes hår, tøj og fremtræden. ”Det, der har stået klart for mig, var, at jeg som person pludselig også var forkert. Det var ikke bare seksualiteten.” En anden informant, Thomas, havde en næsten modsat erfaring. Han ønskede selv at leve i seksuel afholdenhed som en konserkvens af sin tro. ”Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden det der følgeskab,” sagde han om sit forhold til Jesus. ”Og det følgeskab har den konsekvens, at jeg ikke tror, at jeg skal leve homoseksualiteten ud aktivt.”

Men hans sjælesørger gjorde ikke seksualiteten til hele hans identitet. Han oplevede tværtimod at blive mødt med tillid. ”I stedet for at møde mig med skam, så mødte han mig med mere tillid og trak mig med ind i ledelse i kirken,” fortalte Thomas. To mennesker. Samme klassiske seksualetik. To meget forskellige erfaringer af kirke og sjælesorg. Ane og Thomas er ikke deres rigtige navne.

Tålt, men udenfor

Der er forskel på at være tålt og på at høre til. Flere af Louises informanter beskriver en stille eksklusion. Ingen siger nødvendigvis direkte, at de ikke må komme på besøg. Men invitationerne bliver færre. Folk holder op med at spørge ind. Opgaver forsvinder. Relationerne bliver usikre. En informant beskrev det sådan: ”Folk stoppede med at sætte sig ved siden af mig.” Louise Høgild Pedersens materiale rejser et vanskeligt spørgsmål for sjælesorgen. Hvad gør man, når sjælesørgeren og den, der søger hjælp, grundlæggende er uenige om, hvordan seksualiteten skal leves?

En homoseksuel kristen, der selv ønsker cølibat, kan opleve en konservativ sjælesørger som en stor støtte. Den, der ønsker et homoseksuelt forhold, kan opleve den samme ramme som en mur. Og omvendt kan den, der selv vælger cølibat, føle sig misforstået af en sjælesørger, som mener, at seksualiteten bør udleves. Som Louise selv formulerede dilemmaet: Det kan være ”virkelig vanskeligt, hvis man gerne vil leve sin seksualitet ud, og man så møder en sjælesørger, som ikke mener, at det er i overensstemmelse med Bibelen”.

Men det kan være lige så vanskeligt at ønske cølibat og møde en sjælesørger, ”som mener, det er bedst for dig at udleve din seksualitet”. Så spørgsmålet er ikke bare, om sjælesørgeren er konservativ eller liberal. Det handler også om, hvorvidt man faktisk lytter til det menneske, der sidder foran én.

Hvor rummelig kan kirken være?

De samme spørgsmål fortsatte i eftermiddagens paneldebat. Og forskellene mellem paneldeltagerne var tydelige, men en fælles pointe trådte frem: Kirken behøver ikke vælge mellem at være åben og imødekommende og at stå ved det, den tror. Man kan godt give plads til mennesker, som tænker og lever forskelligt, uden at alle behøver være enige på forhånd. Christoffer Højlund, præst i Fyns Valgmenighed, pegede på, at unge i dag i høj grad mærker efter indeni, når de skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert.

”Kirken kan derfor ikke bare regne med, at unge automatisk overtager dens syn på seksualitet. De har brug for rum til at spørge og tænke.” Med inspiration fra den homoseksuelle teolog David Bennett beskrev han kirken som ”rodet på toppen, men ordnet i bunden”: Der skal være plads til mennesker, som stadig er på vej, uden at kirken derfor opgiver det, den tror på. Jens Ole Christensen understregede, at homoseksuelle kristne ikke skal gøres til en særlig gruppe, som først og fremmest ses gennem deres seksualitet.

Samtidig kan konflikten være særlig smertefuld, når seksualiteten opleves som en dyb del af én selv. ”Hvis mennesker presses eller tvinges til at leve på en bestemt måde, kan det gøre mere skade end gavn,” sagde han. Peter Edlef Nissen fra KNUS (Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet) stod selv frem som en af dem, som studiedagen handlede om. Han efterlyste større tydelighed og præcision. ”

At være tiltrukket af sit eget køn er ikke i sig selv det samme som at handle seksuelt,” sagde han og opfordrede samtidig kirken til at blive bedre til at fortælle, hvad den går ind for, frem for kun hvad den er imod. Peter Techow, præst i Københavnerkirken, understregede, at homoseksuelle ikke skal behandles som en særkategori: ”Den samme målestok må gælde alle. Homoseksuel synd skal ikke vurderes hårdere end for eksempel heteroseksuel utroskab, som nogle gange får langt mindre opmærksomhed.”

Samtidig efterlyste han, at menigheder er åbne om, hvad de tror, og hvad det betyder i praksis for eksempelvis medlemskab, nadver og tjeneste.

Det skal også kunne siges ansigt til ansigt

Det blev rigtig spændende, da mikrofonen blev givet fri rundt i salen. For nu kom holdninger og erfaringer fra de fremmødte åbent frem. Homoseksuelle kristne i salen efterspurgte at blive mødt som mennesker og ikke først som et problem, som kirken skal løse. En præst formulerede dilemmaet skarpt: ”På den ene side kan homoseksuelle kristne møde et samfund, som siger: Lev bare din seksualitet ud. På den anden side kan kirken, af frygt for at såre, ende med at sige: Det er slet ikke så alvorligt.” Og han uddybede:

”Vi kan hverken udpege bestemte mennesker som særlige syndere. Vi kan heller ikke sige ”fred, fred og ingen fare”, hvis vi faktisk mener, at menneskers livsførelse også har åndelig betydning den sidste dag.” Men så tilføjede han en pointe: ”Homoseksuelle er efter min vurdering langt fra kirkens største seksualetiske problem. Det er de heteroseksuelle.” Det udsagn gjorde indtryk. For homoseksuelle kommer let under et særligt moralsk lupglas, mens heteroseksuelles samliv, skilsmisser, utroskab, porno og andre problemer ofte får langt mindre opmærksomhed.

Hvis kirken vil tale troværdigt om seksualitet, kan den ikke have én målestok for homoseksuelle og en anden for resten. Jens Ole Christensen advarede samtidig mod en kunstig forskel mellem det, vi siger offentligt, og det, vi siger i sjælesorgens lukkede rum. ”Alt skal kunne siges i det store rum,” lød hans pointe. ”Det, man skriver i artikler eller siger fra prædikestolen, skal man også kunne stå ved, når man sidder ansigt til ansigt med det menneske, ordene handler om.”

En deltager spurgte, hvordan seksualitet overhovedet bliver en naturlig del af menighedens samtale. Jens Ole Christensen pegede på ledernes ansvar for at tage emnet op offentligt. I blandt andet Odense og Kolding Valgmenighed har man seksualitet på programmet hvert år i uge 6 – netop for at få emnet frem i lyset, før det bliver til en krise.

Nærvær uden at være enig i alt

Skal kirken være med til Pride? Peter Edlef Nissen fra KNUS skelnede mellem at være sammen med mennesker og at tilslutte sig alt det, et arrangement står for. ”Jeg kunne godt forestille mig, at Jesus ville være til stede. Jeg tror ikke, han ville gå med i selve optoget,” formulerede Nissen det med et lille smil. ”Jesus søgte mennesker og var sammen med dem, også mennesker, der ikke levede efter de moralske standarder, han selv forkyndte.”

Spørgsmålet bliver derfor ikke kun, om kirken er for eller imod Pride, men hvorfor den vælger at være til stede. David Bennett blev igen trukket frem som eksempel. Han er homoseksuel, lever i cølibat og kombinerer åbenhed om sin orientering med en klassisk kristen seksualetik. Men Bennett udfordrer også konservative kristne. For hvad sker der, hvis en homoseksuel kristen deler vores teologi, men i stil, væremåde eller fremtræden ikke passer ind i vores kultur og forestillinger om, hvordan en mand eller kvinde bør være?

Kan vi stadig høre det opbyggelige i, hvad vedkommende siger? Eller bliver vores egne forestillinger om køn så snævre, at vi holder op med at lytte eller, som det skete på SommerOase, hvor nogle valgte at gå fra bibeltimerne med Bennett, fordi de ikke kunne rumme formen? Det spørgsmål lå meget tæt på flere af erfaringerne i Louise Høgild Pedersens materiale.

Når afholdenhed også har en pris

Dagens sidste oplæg flyttede perspektivet fra homoseksualitet til seksualitet og singleliv generelt. ”Seksualitet er langt mere end sex,” lød en af hovedpointerne fra psyko- og familieterapeut Sara Palmqvist. Hun beskrev sex som ”toppen af kransekagen”, men understregede, at seksualitet også handler om krop, nærhed, længsel, kærlighed og relationer. Et liv uden seksuel tosomhed kan derfor også rumme reel sorg og ensomhed.

Palmqvist advarede både mod mediernes snævre billede af seksualitet, samfundets uforståenhed over for frivillig afholdenhed og kirkens risiko for at møde seksualiteten med tavshed og skam. ”Hvis kirken kalder mennesker til afholdenhed, må den også være med til at skabe nære relationer og fællesskaber, som gør livet godt og bæredygtigt,” sagde hun.

”Hvis kirken kalder mennesker til
afholdenhed, må den også være med
til at skabe nære relationer og fællesskaber,
som gør livet godt og bæredygtigt.”

De unge vil have samtalen videre

Flere af de unge deltagere efterspurgte, at dagens pointer blev bragt videre til kristne ungdomsorganisationer og ungdomsmiljøer. De oplevede, at de efter studiedagen var blevet langt bedre rustet til at føre en ærlig og respektfuld samtale med deres homoseksuelle venner. ”Mange af vi unge møder de her spørgsmål hos venner, i skolen, på sociale medier og måske i vores eget liv. Det sker længe før, vi møder en gennemtænkt kristen undervisning om dem,” sagde en ung deltager.

Hvis kirken ikke giver de unge et sprog for samtalen, bliver valget let mellem tavshed og meget bastante svar. Studiedagen viste, at der findes en tredje vej: Man kan stå ved sin tro og stadig være nysgerrig, være uenig uden at gøre den anden til et problem og blive i relationen, også når man ikke når frem til det samme svar. Efter en hel dag stod det klart, at det ikke kun handlede om homoseksualitet.

Det handlede mindst lige så meget om, hvilken kirke vi gerne vil være. Et fællesskab, hvor mennesker kun tør fortælle sandheden om deres liv, hvis de på forhånd ved, at alle er enige med dem? Eller en kirke, hvor der er så meget tillid, at vi også tør fortælle det, der er svært?
Studiedagen gav ikke et enkelt svar. Men den viste, at samtalen kan føres.