Kristne retræter lærer briter at faste fra digitale medier
Kun en fjerdedel af britiske voksne ville føle sig trygge ved at tilbringe mere end 24 timer uden digitale medier og bare sidde i stilhed. Det viser en ny Opinium-undersøgelse ifølge Premier Christian News.
Undersøgelsen, der omfatter 2.000 voksne, var bestilt af den kristne bevægelse National Retreat Week, der i år holdt retræteuge fra 19. til 26. september. Kun 14 % af de unge under 25 og 16 % af de studerende sagde, at de let kunne gå offline og være stille en hel dag, sammenlignet med 32 % af de over 55-årige. I mellemtiden vokser den kristne retrætebevægelse i popularitet. National Retreat Week oplyser, at dens rækkevidde er femdoblet på tre år, fra 260.000 mennesker i det første år til 1,3 millioner i 2025.
Initiativet involverer nu 107 retrætecentre, kirker, trosretninger og kristne organisationer.
En bibelsk version af detox
Carol Rider, feltpræst og direktør for National Retreat Week, fortalte Premier Christian News, at det at trække sig tilbage fra verden er noget, vi ser igen og igen i Bibelen. Jesus selv gjorde det, og vi kan gøre det samme. ”Der er steder, hvor man rent faktisk kan slukke sin telefon. Vi laver digitale detox-retreats, hvor man bare kan lægge sin telefon væk og fordybe sig i Guds nærvær.”
”Et retreat med detox i verdslig forstand er noget med store hjemmesko, en flot hvid kåbe og det at tage i spa. Der tjenes mange penge på folk, der tager på sekulære retreats. Vi er næsten nødt til at generobre det som kristne.” Arrangørerne oplever allerede en stigende interesse blandt de 25-40-årige, folk fra sorte menigheder (Black Majority Churches), evangelikale og karismatiske menigheder.
Carol Rider indrømmer, at ikke alle har pengene eller tiden til at tage på retræte, men hun understreger, at det aldrig bør betragtes som en luksus at koble fra. ”Det handler om at skabe ”hellige vaner”. Bare det at trække sig tilbage fra de daglige krav kan være nok,” siger hun.


