Camilla blev udsat for overgreb – og begik selv overgreb i Faderhuset

”Efter tiden i Faderhuset var jeg hos en psykolog. Hun begyndte at græde, mens jeg fortalte. Senere sagde hun, at hun havde haft brug for supervision efter vores samtale,” siger Camilla Johnson.

Det var Camilla selv, der foreslog, at hun ville fortælle om de overgreb, som hun har begået. Det er åndelige overgreb, som hun begik i den religiøse sekt Faderhuset, der i dag går under navnet Fællesskabet.  Camillas liv har indebåret overgreb af forskellige slags. Episoder med vold og fastholdelse, åndelige overgreb og seksuelle krænkelser. Hendes fortælling er så voldsom, at hun flere gange har oplevet, at mennesker ikke troede på hende.

Hun lider i dag af PTSD. Camilla er 49 år og mor til tre. Hun er stifter og leder af organisationen InsideOut, som hjælper mennesker, der har været en del af en sekt, og deres pårørende.  Hun har holdt mange oplæg om sit liv, og hun har skrevet flere bøger. Hun er en kvinde, der bruger sine ord med omhu – og som hellere underdriver end overdriver. ”Jeg er lykkelig for, at jeg har bevaret troen på Jesus, og det er troen, som har gjort, at jeg holdt ud. Mit håb har været, at jeg har vidst, at Gud elsker mig, og at jeg altid kunne komme til ham.”

Medansvarlig i forbøn

Hendes biologiske forældre led begge af skizofreni, hvilket betød, at Camilla som spæd kom på børnehjem. Hun fik først en plejefamilie og så en anden. Da hun var fire år, kom hun til sin tredje plejefamilie, hvor overgrebene startede. Det var en kristen familie i Nordsjælland. ”Jeg kunne godt lide at komme i kirken, det var nogle søde voksne, som var der, og jeg oplevede ingen overgreb i kirken om søndagen.”

Camillas plejeforældre havde også en slags cellegruppe i hjemmet, og hendes plejemor fik ofte besøg af mennesker, der havde brug for helbredelse, eller som skulle udfries fra dæmoner. Camilla fortæller, at plejemoren havde gaver til det, og det mente hun også, at Camilla havde. Så Camilla bad også for dem.

”Min plejemor tog det meget alvorligt, at jeg havde de gaver, så det blev hurtigt til et ansvar, som jeg fik. Hvis Gud havde givet mig en nådegave til at helbrede mennesker, så skulle den bruges. I dag kan jeg godt se, at det var et overgreb, at jeg skulle bruges til det og være medansvarlig for, om jeg havde bedt nok. Jeg var 7-8 år dengang.” Som barn havde Camilla mange mareridt. Hun græd meget.

”Det er voldsomt at synliggøre sin egen
skam. Jeg bliver stadig vred på mig selv
over de overgreb, jeg har begået. Men
der er lægedom i at få det frem i lyset.”

Når hun græd om natten, kom hendes plejemor og tog autoritet over dæmoner. Camilla blev ikke trøstet, hun blev bedt for eller udfriet. Plejemoren mente, at Camilla skulle sættes fri fra dæmoner, som var overført fra hendes biologiske forældre.

”Hun fortalte mig flere gange, at hun troede, at jeg ville blive skizofren ligesom dem. Derfor ville hun udfri mig fra dæmonerne. Det var meget voldsomt for mig med råben, skrigen og fastholdelse.”
Når Camillas plejemor syntes, at Camilla var uartig, gik hun til værks, som om det var noget åndeligt eller dæmonisk, der styrede Camilla.

”Når hun synes, at jeg var fræk, lagde hun mig ned og satte sig ovenpå mig. Samtidig havde hun sat meget, meget høj lovsang på, fordi hun ville skræmme dæmonerne væk. Hun holdt mig fast og bad og talte højt i tunger.”

Tungetale er et bønnesprog, givet af Gud, som mange kristne bruger i situationer, hvor de mener, at der er brug for et åndeligt våben i en åndelig kamp, som foregår i verden. Udover de åndelige overgreb var Camillas plejemor også fysisk voldelig overfor hende. Camillas arme havde ofte blå mærker, sår eller rifter, fordi plejemoren tog hårdt fat i hende med sine lange, skarpe negle.

”Jeg vidste aldrig, hvilket humør, min plejemor var i – hendes humør skiftede meget og hurtigt. Hun kørte rundt i bilen efter mig på afstand, så jeg ikke opdagede det. For at holde øje med mig. Når jeg kom hjem, udspurgte hun mig om, hvad jeg havde lavet. Hvis jeg ikke fik svaret helt ordret på det hele, sagde hun, at Gud havde givet hende et fjernsyn, hvor hun kunne se alt, hvad jeg lavede. Det troede jeg på. Det var først som stor teenager, da jeg kom rigtig væk fra hende, at det gik op for mig, at hun havde holdt øje med mig fysisk og derfor vidste, hvad jeg lavede.”

Plejebror begik seksuelle overgreb

Da Camilla var 7 år, begyndte hendes ældre plejebror at gøre seksuelle tilnærmelser til hende. Han aede hende på ryggen og på numsen, men inden længe accelererede overgrebene. Han kom ind til Camilla om aftenen og lagde sig hos hende, selvom hun sagde, at hun ikke kunne lide det. Overgrebene stoppede, da Camilla var 12, fordi hun ved en tilfældighed blev klar over, hvordan man bliver gravid. En lærer fortalte i en dansktime, at en pige, der har fået sin menstruation, kan blive gravid.

”Jeg løb ud på toilettet og kastede op. Det gik op for mig, at jeg kunne blive gravid med min plejebror. Indtil da havde jeg ikke fortalt nogen om overgrebene. Jeg spurgte min gode veninde, om hendes storebror også kom ud til hende, når hun var i bad. Det gjorde han ikke. Så fortalte jeg hende om det, min plejebror gjorde.” Veninden sagde, at Camilla skulle fortælle sine plejeforældre om overgrebene. Hendes tro på et positivt udfald gav Camilla mod til at sige det til sin plejemor samme aften.

”Først troede hun ikke på mig, men det ændrede sig. Hun gik ud til min plejebror, tæskede ham og låste ham inde på sit værelse med en spand, hvor han kunne tisse. Så ringede hun til politiet, der hentede ham dagen efter.” Han fik en dom på to år, og Camilla blev som 13-årig sendt på en kristen efterskole i Bjerringbro. Hun fik at vide af sin plejemor, at hun ikke måtte fortælle om det til nogen som helst, fordi det var så skamfuldt.

”Jeg blev tilkendt en erstatning for fem års overgreb på 10.000 kr. Min plejemor sagde, at jeg skulle se på beløbet som betaling, fordi jeg havde været en luder og brugt min krop til det. Der knækkede filmen for mig, og jeg forsøgte at tage mit eget liv.” På efterskolen fik Camilla en form for nervesammenbrud. ”Jeg lå i sengen og græd – helt utrøsteligt, fordi jeg igen var blevet sendt væk, og ingen ville have mig.”

En god venindes hjælp

På efterskolen fik Camilla en rigtig god veninde, Helle. Camillas selvopfattelse var, at hun var en tyv og en løgner. Da de to var ved at blive tætte, ville Camilla fortælle Helle, hvor forfærdeligt et menneske, hun selv var.

”Da jeg sagde til Helle, at jeg var en tyv, spurgte hun mig, hvad jeg havde stjålet? Småkager og nogle mønter fra min plejemors jakkelomme, svarede jeg. Helle kunne næsten ikke holde masken. Hun sagde til mig, alle unge har prøvet at tage småkager eller et par mønter, det gør dig altså ikke til en tyv. Helle var med til at give mig et nyt verdensbillede og selvbillede.” På efterskolen var Camilla ikke udsat for åndelige overgreb.

”Gud har båret mig igennem det, og jeg er lykkelig for, at jeg har bevaret min tro. Der er en plan med, at jeg er her.” Vi spoler frem i historien til det tidspunkt, hvor Camilla er blevet gift og har fået to børn. Da hun var 24 år, begyndte parret på KBC, Kristent Bibeltrænings Center.

”Der fik vi fik at vide, at vi skulle hjernevaskes med Guds Ord. Vi var også på Levende Ords bibelskole i Norge, men vi kunne ikke rigtig finde os til rette i det herlighedsteologiske fællesskab, hvor man altid skulle være glad og smilende. Jeg proklamerede, at jeg var glad og lykkelig, men jeg var ikke glad og lykkelig – og i vores ægteskab skændtes vi som hund og kat.”

Ind i Faderhuset

Christian Hedegaard, som nogle kristne kender, kom også i KBC. Camilla delte sin vision om ”Ung Vækkelse” med ham. ”Christian Hedegaard var gæstetaler i Faderhuset, og han inviterede mig til at dele visionen. Jeg havde ikke et godt førstehåndsindtryk af Ruth Evensen (i dag Kristiansen). Men de unge og kreative typer i Faderhuset tiltalte mig. Jeg blev hurtigt venner med nogle af dem. Ruth ringede en dag og inviterede mig til Israel, uden at jeg skulle betale for noget. Jeg tog med for at se, hvordan de havde det sammen.”

”Som 35-årig fik jeg en åbenbaring af, at
Gud også var min Gud. Jeg var 32 år, da
jeg kom ud af Faderhuset. I dag kommer
jeg ikke fast i nogen kirke, men når jeg er
til gudstjeneste, nyder jeg især lovsangen.”

En af de største grunde til, at Camilla og hendes mand valgte at gå ind i Faderhuset, var, at Ruth ville hjælpe ægteparret med at blive skilt. ”Vi blev separeret, og et år senere sagde Ruth, at Gud havde talt til hende om, at vi skulle giftes igen. Så det blev vi. Det er jeg lykkelig for, at vi blev, fordi vi fik en datter mere.” I dag kan Camilla se, at Faderhuset allerede var sekterisk, da de gik ind i det.

”Vi skulle være Guds soldater og meget radikale. Faderhuset havde lige købt ungdomshuset dengang. Så det skulle vi kæmpe for – der var sådan en krigsstemning.” Camilla boede hos lederne, Ruth og Knut.

”En dag sagde Ruth til mig efter et ledermøde, hvor vi var alene, at hun havde det næsten, som om hun skulle fri til mig. At jeg skulle være hendes datter. For hvis jeg skulle ind i Guds kaldelse, skulle jeg have et hjemsted og en familie – en base. Jeg var så træt af plejefamilier og tænkte ikke endnu en familie. Men jeg sagde til Gud, at hvis det var hans vilje, så ville jeg gå ind i det.” Et af de voldsomste overgreb, som Camilla oplevede i Faderhuset, skete en dag, hvor Ruth kaldte hende ind i sit soveværelse.

”Vi sad i hendes seng. Hun sagde, at hun skulle føde mig i ånden – og jeg vidste ikke, hvad det indebar, men lod Ruth bede for mig.” Det blev pludselig meget voldsomt. Hun lagde Camilla op på sig og under dynen. Ruth begyndte at stønne, som om hun havde veer. Hun talte i tunger og skreg, mens hun holdt Camilla fast. ”Det var meget, meget voldsomt. Til sidst kunne jeg på grund af de overgreb, som jeg har været udsat for slet ikke mærke min krop. Jeg frøs bare. Det varede i hvert fald tre timer. Da det var overstået, sagde Ruth, at Gud havde givet mig et nyt navn, som var Lidia Sarah.”

Fortsatte overgreb i Faderhuset

Ruth bestemte, hvilket tøj Camilla skulle købe og tage på. Det rengøringsfirma, som ægteparret havde, blev overtaget af Ruth, der ændrede firmanavnet til Ruthemors rengøring. ”Mange fra menigheden arbejdede der, og vi fik derfor nogle lommepenge.” Camilla fortæller, at stikkerkulturen i Faderhuset gjorde, at man konsekvent følte sig overvåget. Der var to slags overgreb. Det kollektive overgreb, hvor en gruppe voksne, stod rundt om en og råbte og skreg vedkommende ind i hovedet.

Og så de mange overgreb, hvor man blev tvunget til at gøre forskellige ting, som man ikke selv havde lyst til. Overgrebene handlede om, at mennesker skulle knækkes. Camilla husker en episode, hvor to ledere skulle udfri hende. De holdt hende fast. Hun fik blå mærker, fordi hun forsøgte at komme fri.

”Ofte slog man også synden ud af mennesket. Jeg har set store voksne mænd få så mange åndelige tæsk, der er blevet slået med knytnæver i maven, på kroppen og på benene med den begrundelse, at vedkommende var oprørsk. Dengang var det camoufleret under åndelige forklaringer, i dag er det bare regulær vold uden begrundelse.” Camilla blev isoleret og taget væk fra sine børn. Hun fik en bakke med mad på værelset, hvor hun skulle være på ubestemt tid uden at tale med nogen. Hun skulle blive, indtil hun havde fået et gennembrud, og Gud havde talt til hende.

”Jeg savnede mine børn så meget, at jeg løj om, at Gud havde talt til mig. Det gjorde jeg ellers meget sjældent, når noget handlede om Gud, for jeg har meget respekt for ham. Tre dage senere fandt jeg på noget, så jeg kom hjem til mine børn. Der var mange af den slags overgreb. Jeg er også blevet sendt til USA i tre uger sammen med Knut som en straf. Væk fra min lille datter, der var baby.”

Begik selv åndelige overgreb

Den største smerte for Camilla var og er, at hun selv har udsat andre for overgreb. Den dårlige samvittighed over det, er hun ikke kommet af med, og hun ved heller ikke, om hun nogensinde kommer det. ”Især det, at jeg havde mine børn med derinde og den militærtræning, som vi lavede på en ungdomslejr. Det værste var, at de unge sagde, at de gerne ville have det så hårdt som muligt, de ville gerne knækkes. Jeg husker især en ung nordmand, som sagde, at han ikke kunne knække selv, han skulle have det hårdt.”

Camilla tog sammen med en anden kvinde drengen ned på en strand om natten. Han gik ud i vandet for at drukne sin synd. Nogle år senere fandt jeg ud af, at drengen faktisk havde været bange for, om han ville drukne. Han havde ikke kunnet få luft og var virkelig bange. Da han kom op på stranden, rullede vi ham i sandet og puttede sand i hans mund.” Lejren varede 4-5 dage, og det var voldsomt for Camilla, at alle skulle testes på deres tro. Da lejren er slut, fortalte nogle af børnene, hvor fedt det var.

”Jeg kunne se på mine egne børn, hvor bange de var. Mine børn var ikke udsat for overgreb, men de så jo på det. Derefter kunne jeg ikke være med mere. Det var dråben – jeg var for blød til det. Min mand og jeg begyndte at tale sammen om det, der skete. Vi indkaldte til ledermøde, hvor jeg tog en hel masse spørgsmål op. Vi fik tre dage til at omvende os, hvilket vi ikke gjorde. Så flyttede vi.”

Jeg kunne se på mine egne børn,
hvor bange de var. Mine børn var
ikke udsat for overgreb, men de så
jo på det. Derefter kunne jeg ikke
være med mere. Det var dråben
– jeg var for blød til det.”

Du troede, du reddede min sjæl

Drengen som var på stranden, udgav senere en bog, hvor Camilla på hans opfordring var med på norsk tv. Han sagde til hende: ”Camilla, du gjorde det jo af kærlighed, fordi du troede på, at det reddede min sjæl.” ”Det er det syge i det, og det er også derfor, folk handler sådan i Faderhuset i dag. Da jeg senere opsøgte nogle af de unge for at undskylde, sagde de: Jo hårdere det var, det du ville have os til, jo mere elskede du os.”

Knut blev kørt ud på et sidespor af Ruth, som blev skilt fra ham og gift med Lars, der ifølge Camilla havde adskillige millioner med ind i Faderhuset. Ruth satte Knut sammen med en anden kvinde derfra. Efter Camilla brød med Faderhuset, gik hun til politiet, som ifølge Camilla ikke tog hende seriøst. ”Jeg fortalte om det i TV-Avisen søndag aften, og jeg underrettede Børns Vilkår. Så knækkede jeg og sad og græd hver dag.”

Derefter var Camilla vred og ulykkelig i nogle år, fordi hun ikke forstod, hvordan Gud kunne lade hende blive så bedraget. Hun fortæller, at det var den største smerte, at hun havde det sådan med Gud, at han bare skulle holde sig væk. ”Som 35-årig fik jeg en åbenbaring af, at Gud også var min Gud. Jeg var 32 år, da jeg kom ud af Faderhuset. I dag kommer jeg ikke fast i nogen kirke, men når jeg er til gudstjeneste, nyder jeg især lovsangen.”

”Jeg oplevede lægedom i at stå frem og fortælle det, hvilket overraskede mig. Flere kontaktede mig, og efter fem år stiftede jeg InsideOut, hvor vi hjælper mennesker, der er kommet ud af sekter, og deres pårørende.”

”Jeg bliver frustreret, rasende og ulykkelig, når jeg ser, at Guds navn bliver misbrugt,” slutter Camilla og tilføjer: ”Det er voldsomt at synliggøre sin egen skam. Jeg bliver stadig vred på mig selv over de overgreb, jeg har begået. Men der er lægedom i at få det frem i lyset.”