Når oversættelsen splitter os

Fadervor i en ny udgave har som forventet splittet befolkningen, måske ikke mindst de knap så kirkevante. Som professor emeritus i kirkehistorie Kurt E. Larsen har udtrykt det i Kristeligt Dagblad, er der en tendens til, at de teologisk liberale er de mest liturgisk konservative – og omvendt. Næsten som i julesangen, hvor det hedder ”rør blot ikke ved min gamle jul”.
Det er så hyggeligt og føles så trygt med det traditionelle kirkesprog, selv om nogle ord og vendinger kan virke uforståelige for dem, der kun slider på kirkebænkene i forbindelse med julen og livets store begivenheder. Men der kan også være andre forklaringer på de følelser og hårde ord, der er blevet sagt og skrevet som reaktion på Bibelselskabets nye prøveoversættelser – og især på ordlyden i det nye Fadervor.
Gennem mange år arbejdede jeg med bibeloversættelse i Etiopien, hvor mit team bestod af tre etiopiske mænd fra hver sin kirke, hhv. en lutheraner, en baptist og en katolik. Hver især havde oversætterne en form for teologisk uddannelse bag sig, og vi fik konsulenthjælp fra flere bibeloversættelsesorganisationer undervejs. Jeg sad meget af tiden med bibelteksten på grundsproget samt diverse håndbøger og kommentarer, mens jeg stillede spørgsmål til oversættelsen af de tekster, vi var i gang med.
Spørgsmålene lød fx: ”Hvad betyder det, når I siger…?” ”På grundsproget har vi den samme vending i kap. .. kan I oversætte det på samme måde her?” Eller: ”Hvordan forstår folk det, når I siger…?” Kombinationen af oversættere fra tre forskellige kirker gav aldrig anledning til større teologiske diskussioner i vores team. Derimod var der mange diskussioner om de rigtige ordvalg, fordi en af oversætterne var over 60, mens de andre to var i fyrrerne.
Det er jo sådan, at sprog og kultur ændrer sig over tid, derfor må også vi kirkefolk være villige til at tænke nyt og overveje, hvordan vi bedst formidler troen til de yngre generationer. Når vi stod over for sproglige udfordringer, som vi ikke kunne finde en løsning på som team, bad jeg oversætterne tage deres noter med sig og spørge folk fra sprogområdet til råds. Men indædte konflikter var der nok af.
Ind imellem gik arbejdet helt i stå, fordi oversætterne var uenige indbyrdes, og jeg måtte bruge ufattelig meget tid på at løse disse konflikter. Samtidig kunne konsulenterne fortælle mig, at det samme var tilfældet i stort set alle oversættelsesteams. Det var opslidende med disse konflikter, og det var frustrerende, at de skulle tage så meget af vores tid. Nogle af konflikterne skyldtes naturligvis, at vi stod i en åndelig kamp. Den faktor må vi aldrig undervurdere.
Men der var også nogle mere psykologiske årsager, som langt på vej havde med identitet at gøre. Når det handler om vores sprog, tro og åndelige erfaringer, føler vi os på hellig grund. Det handler jo om mit sprog, min tro og mine erfaringer. Og hvis nogen skulle vove at så tvivl om rigtigheden af mit sprog, min tro eller mine erfaringer, kan det let føles som et personligt angreb på mig. Jeg lærte naturligvis aldrig at værdsætte konflikterne.
Bestemt ikke. Men jeg lærte at værdsætte det engagement, der lå bag dem. For konflikterne skyldtes jo netop, at mine oversættere brændte for både deres sprog og deres tro. Hvor ville det have været frustrerende, hvis de bare havde været ligeglade! Når Bibelselskabet udgiver de bibelske bøger som prøveoversættelser, betyder det, at ordlyden ikke ligger fast endnu. Heller ikke, når det gælder Fadervor. Vi må alle tænke med, bede med og give vores besyv med.
Konflikterne kan være udtryk for, hvor meget Bibelen og troen betyder for os hver især. Og med det udgangspunkt kan vi gå ind i debatten med respekt for hinanden og den store opgave, det er at nyoversætte Bibelen. God arbejdslyst.


