Hamasleders søn blev kristen
Efter flere år som hemmelig kristen bekender tidligere Hamas-aktivist nu åbnet sin tro.I et opsigtsvækkende interview i den israelske avis Haaretz bekender Schejk Hassan Yousefs ældste søn sig åbent som kristen. Schejk Hassan Yousef er kendt som en af lederne i den islamiske terrororganisation Hamas.
Hamaslederens søn, Masab Yousef, der selv har været aktivist i Hamas, blev kristen for fire år siden. Især Jesu ord om at elske sine fjender talte stærkt til ham. Omvendelsen skete i hemmelighed, mens han stadig bistod sin far i dennes politiske aktiviteter. Han opholdt sig således som hemmelig kristen i Hamas hovedkvarter.
Af nysgerrighed deltog Masab for fire år siden i et kristent møde i Jerusalem efterfulgt af lektioner i kristendom. Han blev tiltalt af budskabet og begyndte hemmeligt at studere Bibelen på højderne omkring Ramallah.
Efter sit møde med Jesus tager Masab kraftigt afstand fra islam. For ham går vejen til Paradis nu alene gennem Jesu offer på korset. Siden sin omvendelse har han både forladt Hamas og de palæstinensiske områder. Masab er i dag 30 år og opholder sig på en hemmelig adresse i Californien i USA, hvor han kalder sig Masab Joseph.
Indtil offentliggørelsen af sin sensationelle beretning i avisen Haaretz har hverken hans far eller syv søskende haft kendskab til hans tro på Jesus. Hans far har dog vidst, at sønnen omgav sig med kristne venner.
Med sin bekendelse som kristen og stærke afstandstagen til islamisme er Masab Yousef klar over, han bringer sig selv i fare. Han håber dog med sit vidnesbyrd at kunne appellere til sin familie, sådan at også disse kan komme til tro på Jesus.
– Jeg håber, min far vil forstå, og at Gud vil give ham og min familie vilje til at åbne deres øjne for Jesus, erklærer Masab Joseph i interviewet. Hverken hans far, Hassan Yousef, eller Hamas har reageret officielt på udtalelserne, der blev offentliggjort i begyndelsen af august.