Bog om visionen bag jødernes udvandring fra Sovjetunionen til Israel
Schellers bog Operation Exodus giver en god indføring i profetierne om jødernes tilbagevenden til Israel i de sidste tider.Vi stod en lille gruppe sup-portere på landingsbanen i Ben Gurion lufthavnen i Israel. Himlen lysnede i øst, netop som døren i et hvidt og blåt El Al fly åbnedes, og de første 250 olim (nye immigranter; bogstaveligt: de som går op til Israel) kom ned ad trappen for at sætte deres fødder på israelsk jord. Den første var en dame på 86 år i en laset kjole og med en lille rød plasticspand i hånden, hvor hun havde alt det, hun ejede. Hun græd, da man gav hende roser, chokolade og en bibel – ting, hun aldrig før havde kunnet nyde.Sådan lyder beretningen fra de første jøders ankomst til Israel under Operation Exodus, der i de første 15 år bragte 120.000 jøder fra mange forskellige egne af det tidligere Sovjetunionen til Israel ved hjælp fra organisationen Ebenezer.
Visionen for Operation Exodus blev givet af Gud til schweiziske Gustav Scheller, der var bosat i England, og hans bog Operation Exodus handler om visionen, profetierne om jødernes tilbavevenden til Israel fra nord og om en række af de begivenheder, der lå bag de besværlige rejser fra fjerne egne til Israel.
Bogen indeholder en række hjerteskærende skildringer af jøders forhold i Rusland, ikke mindst i Sibirien og i en række af de tidligere Sovjetrepublikker, hvor de levede usselt, og hvor de blev forsmædet, blot fordi de var jøder. Men det er også historien om Guds ledelse ind i en profetisk situation. Gustav Scheller var overbevist om, at visionen var fra Gud og var en del af profetiernes opfyldelse i endetiden, og beskrivelserne af, hvordan Gud leder under Operation Exodus, giver også læseren en overbevisning om visionen fra Gud. Der er mange vidnesbyrd i bogen om, hvordan Gud virker med tegn og undere for at hjælpe jøderne tilbage til Israel.
Det er en spændende og meget velkommen bog i en tid, hvor flere og flere kirker og menigheder hylder erstatningsteologien i stedet for at tage Guds profetiske udsagn bogstaveligt.
Steve Lightle havde en tilsvarende vision fra 1974, og Gustav Schnellers vision tog fart, da han mødte Steve Ligthle, messiastroende jøde, i Jeresalem. Steve Ligthle har skrevet to bøger om visionen og operationen. Hans Exodus II – jødernes udfrielse af Rusland kom i 1983 på Rhema Forlaget. Han fulgte den op med Operation Exodus II i 2007 på Lychnos Publishing, anmeldt i Udfordringen den 26. marts i år. Den er en opdatering af hans første bog.
Såvel Steven Ligthles Operation Exodus II som Gustav Schellers Operation Exodus er værd at læse og giver en god indføring i profetierne om jødernes tilbagevenden til Israel i de sidste tider. Men det er noget rod med titelsammenfaldet.
Gustav Scheller:
Operation Exodus
152 sider 150 kr.
Lychnos Publishing
Steve Lightle besøger Danmark i oktober, og man kan høre ham den 18. og 19. oktober i pinsekirken i Rønne og den 20. oktober i Frimenigheden Kilden, Ørum, Tjele.