Inge lever fattigt med de udstødte

I en landsby på den jyske hede ligger et kloster. Nej, ikke et almindeligt kloster, men et center for hjemløse. Og heller ikke ledet af en almindelig nonne, men af en „lægsøster“ i Moder Theresas 3. orden.

Inge Norling

Inge Norling hedder kvinden, der i går den 22. oktober fyldte 75 år. Hun tager sig af alkoholikere, narkomaner og prostituerede, som kalder hende deres „lille priorinde“.
Inge Norling er oprindelig uddannet assurandør og arbejdede i 70’erne for det daværende Wintherthur Borgen Forsikring (nu Wintherthur) i Farum og Værløse.
I 1976 emigrerede hun til Skotland, hvor hun efter en periode nedsatte sig som forsikringsmægler med agentur for selskaber som Merchant Investors, Hambro Life og Eagle Star.
Efter otte år i udlandet drev hjemveen Inge hjem til Danmark igen, træt af businesslivet og materialismen. Mødet med Mother Theresas søstre og deres arbejde for de fattige fik hende til at beslutte at lære at leve fattigt sammen med de udstødte.
Starten på denne ”karriere” var ca. 10 måneder på gaden som hjemløs, hvilket fik hende til at beslutte at lave sit eget hjemløseprojekt baseret på bofællesskabstanken.
I det tidlige forår 1990 lejede hun og flyttede alene ind på gården Fasterholtgaard, som på det tidspunkt var uden køkken og vand. Begge dele var stjålet. Efter tre måneder kom de første hjemløse, og med årene voksede bofællesskabet Fred og Forsoning frem.
I 2002 blev fællesskabet udvidet med en afdeling i Arnborg, så da Fasterholtgaard blev solgt i 2005, er Fred og Forsoning nu helt flyttet til det tidligere Hotel Inge Marie i Arnborg.
Trods den høje alder fungerer Inge stadig som ulønnet daglig leder af Fred og Forsoning og bor i selve fællesskabet sammen med de øvrige 14 beboere.

Andagter
tæmmer volden

Og det er ikke altid lutter idyl at bo sammen med alkoholikere og narkomaner på afvænning. Men andagterne er kuren, der skal tæmme volden, tidebønnerne skal dæmpe abstinenserne og stilheden, lysene og atmosfæren styre gemytterne hos beboerne, en kur som selv politiet har måttet tage kasketten af for:
– I starten var her meget vildt, indrømmer Inge Norling. – Jeg har selv måttet lægge mig imellem kamphanerne flere gange. Har både fået brækket et ribben, flere hjernerystelser og oplevet to kvælningsforsøg.
Men så en dag, da hun var lige ved at give op, bad hun desperat Gud om hjælp. Så kom tanken, at hun måtte give ham lov til at hjælpe. Og så gik hun ind til beboerne og sagde: Fra i dag holder vi andagt hver dag.
Alle sluttede op uden protester – og volden holdt op. Og politiet spurgte: Hvad gjorde du? Hemmeligheden er andagterne, hvor beboerne messer salmer og bibelvers fra „tidebøgerne“.
– Er det ikke fantastisk, udbryder Inge Norling: – Her sidder vi, hjemløse, tyve og mordere. Og vi bliver bedre sammen! Nu hører vi ikke en gang et bandeord mere!

Nul alkohol og sex

I dag bliver beboerne „afgiftet“ under opsyn af Ringkøbing Amts misbrugslæge, og der er indført håndfaste regler.
Først døgnrytmen som er slået i stykker for de fleste af gadens børn. Dernæst ordnede rammer, hvor alle hjælpes ad med det praktiske. Og så er der naturligvis nogle forbud: Ingen alkohol, ingen hash, ingen porno, og ingen sex uden for ægteskabet: „Personer af modsat køn opholder sig ikke på hinandens værelser bag lukkede døre!“
– Jeg er meget optimistisk, indrømmer hun, selv om økonomien hænger i en tynd tråd og nye beboer ikke altid forstår at indrette sig efter reglerne.
– Jeg kan godt blive rigtigt gal, men jeg kan ikke foragte de mennesker, som Gud har skabt, slutter Inge Norling.
Svend Løbner