Kristne er mest forfulgte
Blandt troende mindretal er kristne grupper mest udsatte, dokumenterer en ny rapport.Mange kristne lever livet farligt. Mere end andre religiøse grupper er kristne udsat for forfølgelse og lidelse.
Det fastslår en ny rapport, udarbejdet af organisationen Aid to the Church in Need (ACN) i England.
Persecuted and Forgotten? (Forfulgt og Glemt?), hedder rapporten, der påpeger, at 200 mio. kristne i en række lande er udsat for forfølgelse og lidelse, mens 350 mio. kristne oplever undertrykkelse og diskrimination.
– Alle kategorier af troende lider, men især de kristne, erklærer den katolske ærkebiskop i Mosul i Irak, Georges Casmoussa, således i rapporten og kalder forfølgelsen af de kristne for en katastrofe.
– En katastrofe, der er blevet ignoreret i mediebilledet.
Rapporten peger da også på, at situationen netop i lande som Irak og Iran er blevet væsentligt forværret. En udvikling, der tilskrives en stigende mangel på respekt for ikke-muslimske mindretal.
Fra omkring 800.000 kristne i Irak ved årtusindskiftet viser rapporten, at det kristne samfund i landet nu er krympet til cirka 300.000. I Iran er antallet af kristne i løbet af cirka 30 år reduceret med 65 pct. og udgør i dag blot 200.000.
De opsigtsvækkende tal fremlægges blot få uger efter, at op mod 13.000 kristne blev drevet på flugt af islamister fra det irakiske bibelbælte i området omkring Mosul.
Mens situation i en række lande således er blevet værre, er forholdene dog andre steder lempet en smule.
Eksempelvis har myndighederne i lande som Kina og Cuba i en vis udstrækning lempet trosfriheden.
Lempelser, der dog fortsat reguleres af de regimer, der i årtier systematisk har undertrykt de kristne.
Rapporten bemærker da også, at partitoppen i Kina fortsat er bekymret over de kristnes vækst. Med op mod 40 mio. kristne menes kristendommen at være Kinas hurtigst voksende religion.
På Cuba udgør de kristne næsten halvdelen af befolkningen. Også disse oplever nu, at næsten 50 års begrænsninger og kommunistisk kontrol løsnes en smule.
Ialt 35 lande fremhæves i rapporten. Men organisationen bag analyserne, ACN, oplyser, at den yder støtte til kristne i 136 lande.
Til det kristne nyhedsbureau Zenit siger organisationens direktør, Neville Kyrke-Smith, at undertrykkelsen af millioner af kristne finder sted i ubemærkethed, mens krænkelser af menneskerettighederne har større bevågenhed.
Det forhold håber han med rapporten at råde bod på.
Rapporten Persecuted and Forgotten? kan læses på:www.acn.org.uk