Budskabet skal ud til bodegaer og bordeller
Kirkens budskab handler om næstekærlighed og rummelighed. Men mange tror, at kirken er lig ritualisme og utilgængelige budskaber et sted, man kun kommer ved højtider og sorg.
Og det er synd, mener sognepræst for Apostelkirken på Vesterbro, Niels Nymann Eriksen. Derfor går han og kirken nu alternative veje og lancerer en opsigtsvækkende kampagne under overskriften Kom som du er. Plakater vil fremover pryde bl.a. cafeer, bordeller og pølsevogne.
Virkemidler er enklet: En plakat med et gennemsigtigt kors signalerer, at der er hul igennem fra Jesus til Vesterbro. Plakaten kan ses overalt i sognet – fra plakatsøjler og sexshops til værtshuse, Netto og busskure.
Niels Nymann Eriksen vil med kampagnen mindske den mentale tærskel til kirken.
– Mange oplever, at de skal foretage et mentalt spring fra ét livsrum til et andet, hvis de får brug for kirken. Vi vil gerne være med til at gøre kirkens budskaber mere tilgængelige og nærværende i storbyen, fortæller han.
Kampagnen Kom som du er er et forsøg på at give kirken en anden plads i folks bevidsthed. Kirken er nemlig ikke en klub for de særligt indviede.
– Jeg oplever alt for ofte, at man ofte først får mod til at opsøge kirken ved højtider, og når sorgen rammer, siger Nymann Eriksen.
Men kirken er ikke bare en institution med stive former. Gudstjenesten ikke bare som en finkulturel ceremoni for de indviede og med svært tilgængeligt sprog fra prædikestolen.
– Vi ønsker at kirken kan blive en oase til fornyelse, og folk igen skal se kirken som et helle midt i en fortravlet verden og ikke som stivnet ritualisme, mener Niels Nymann Eriksen, der har nedsat et udvalg til at bløde op på de stive ritualer ved gudstjenesterne søndag formiddag.
Kampagnen har han sat i gang sammen med Art diretor Sascha Jespersen. Mødet mellem de to blev til en spændende debat om branding af Folkekirken, re-positionering af Gud og kirkens lavmælte markedsføring i forhold til diverse nyreligiøse modefænomener. De kom begge frem til, at kirken i folks bevidstheddesværre ikke var folkelig og nærværende nok og havde en ærgerlig lugt af selvhøjtidelighed hængende over sig.
En kampagne ude på gader og stræder blandt folket og mødet med mennesket ansigt til ansigt tændte derimod en begejstret ild i dem begge. Derefter styrede sælgeren og samaritten mod lyset for enden af tunnellen.
Niels Nymann Eriksen holder sig ellers ikke tilbage for utraditionelle arrangementer. Han holder bl.a. gudstjenester på Sandholm lejren og i Vestre fængsel. Og han mener, at man som præst må indse, at man er politisk, når man tør at mene noget og handle på det. Han har bl.a. prædiket nogle af de farligste steder i Irak, da han sidste år besøgte landet.
/sl