Situationsrapport fra Israel: – Krigen i Gaza rammer hele Israel

Udfordringens tidligere journalist studerer i Israel, hvor krigen i Gaza præger hverdagen.- Her sner det kun med kassam-raketter.

– Det er skræmmende, siger Maria Søgård om de tusinder af israelske familier, der må sende deres mænd i krig i Gaza.

Den tørre konstatering kommer fra Maria Søgård, der som et led i sin uddannelse som journalist har valgt at kvitte den danske vinter for at tage sit fagspeciale på Hebrew University i Jerusalem.
Kommentaren hentyder til, at Hamas siden nytår har optrappet sine raketangreb mod det sydlige Israel. Hvilket er baggrunden for Israels invasion af Gaza.
Selvom den militære offensiv ikke direkte berører Jerusalem, sætter den spændte situation alligevel sit præg på Israels uofficielle hovedstad.

Opmærksom på terror

– I nyhederne tales der ikke om andet, ligesom Universitetet har frarådet de studerende at færdes i Østjerusalem og i den gamle bydel, fortæller den 28-årige kvinde, der dog anser risikoen for eventuelle terrorangreb i den vestlige bydel for større.
– Derfor prøver jeg at være ekstra opmærksom, når jeg kører i bus, tilføjer hun.
Risikoen for at krigshandlingerne i Gaza skal blive fulgt op af terroraktioner andre steder i Israel, er de israelske myndigheder da også opmærksomme på. Således lukkede Israel grænsen til Vestbredden umiddelbart efter, at de første skudvekslinger i Gaza fandt sted, ligesom yngre mænd blev forment adgang til fredagsbøn på Tempelpladsen.

Medfølelse fremfor frygt

Maria Søgård, der tidligere har læst mellemøststudier i Israel og arbejdede som volontør for Israelsmissionen under intifadaen i 2001, er da heller ikke utryg ved at opholde sig i Israel.
– Israel har mange års erfaring med at fange potentielle selvmordsbombere og andre terrorister, så jeg tror, landet til dagligt er mindst lige så sikkert, om ikke mere, som mange andre lande, påpeger hun og tilføjer, at hendes medfølelse for civilbefolkningen fylder mere end hendes frygt.
– Mens mine studier ikke er påvirkede af situationen, er alle undervisningsinstitutioner i Beer Sheva og andre steder sydpå lukkede, konstaterer den danske studerende.

Tusinder indkaldes

Maria Søgård har en bofælle, der under sin militærtjeneste indgik i kamptropperne. I takt med, at landoffensiven tager til, er han i stor risiko for at blive sendt i krig.
Siden optrapningen af konflikten for et par uger siden er tusindvis af reservister blevet indkaldt til militæret. Derfor er den danske studerende hver morgen spændt på, om han er forsvundet i nattens løb.
– Det er sket for mange andre, men endnu ikke for ham. Det er lidt skræmmende, at almindelige mænd bliver revet ud af deres hverdag for pludselig at blive smidt ind i en krig, de hidtil kun har oplevet via tv, erklærer Maria Søgård og peger på, at netop dette aspekt bringer krigen tæt på mange familier i Israel.
– Generelt er opbakningen til den militære indsats stor. Folk har længe ventet på, at Israel skulle reagere på raketangrebene fra Hamas. Men jeg tror, de fleste havde håbet, problemet kunne løses udelukkende via luftangreb.
– At sende landtropper ind i Gaza betyder mange flere døde israelske soldater, og det er man selvfølgelig ikke særligt interesseret i, fortæller hun og nævner den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, der har været holdt fanget i Gaza i snart tre år, og hvis skæbne stadig er uvis.

Bliver trods krigen

Maria Søgård understreger, at hun på intet tidspunkt har overvejet at rejse hjem før tid. Tværtimod var målet for hendes mellemøstlige afbrud fra journalisthøjskolen i Århus netop at tilegne sig en større baggrundsviden om det lille land, der fylder så meget i mediebilledet.
Det sidste semester gennemfører hun dog i Danmark.
Til den tid ”sner” det forhåbentligt ikke længere. Heller ikke i omegnen af Gaza.

Hamas-regimet i Gaza brød efter nytår våbenhvilen med Israel og optrappede sine raketangreb mod den israelske civilbefolkning. Israel har svaret igen med en storoffensiv.


Artiklen fortsætter efter annoncen: