Lovsang i børnehøjde
Johannes Møllehave har skrevet tekster til 2 af de 11 numre, der er på børnekoret Twist & Shouts nye cd Måske du er smuk ….– Det er afgjort ikke en cd, hvor man, efter at have hørt det første nummer, kan sige, at man har hørt dem alle. Børnene og bandet kaster sig over mange genrer: Pop, hip-hop, gospel, ballader, calypso osv. – og de gør det vildt godt. Jeg er SÅ stolt over resultatet, siger børnekorets dirigent, Maria Kofoed Herbst.
Cden er indspillet i samarbejde med Kronjyllands Valgmenighed af det lokale kristne børnekor Twist & Shout, som består af 19 børn i alderen 7 til 13 år.
De akkompagneres af et 4 mand stort band.
– Selve indspilningerne med børnene brugte vi tre dage på. De sang med en fantastisk gejst og glæde. Det er noget helt særligt at arbejde med børn.
De er ærligt begejstrede og opslugte, og samtidig tager de sig undervejs også nogle friheder – f.eks. til at fortælle sidemanden historier midt under indspilningerne, siger Maria med et smil.
På cden er der 11 numre. Ud over bidrag fra Johannes Møllehave har enkelte andre også leveret materiale. Men langt hovedparten af teksterne og musikken er skrevet af dirigent Maria Kofoed Herbst, mens lederen af bandet, Bendt Nolsøe, har arrangeret numrene.
– Vi har bestræbt os på at lave en cd med mange overraskelser. Det er en rigtig familie-cd, som sætter ord på det med Gud i et sprog, som børn kan relatere til, og musikken er glad og tempofyldt – voksne kan heller ikke undgå at vrikke med foden, slutter Maria.
Sidsel