Succesroman som film
Romantrilogien af Stieg Larsson har gået sin sejrsgang over hele Norden, og filmatiseringen af den første bog, Mænd der hader kvinder, er derfor en sikker vinder, når det gælder antallet af solgte billetter. Men er det også en god film?I 1966 forsvinder 16-årige Harriet Vanger. Næsten fyrre år senere bliver journalisten Mikael Blomqvist (Mikael Nyqvist) kontaktet af industrimagnaten Henrik Vanger, der vil have Blomqvist til at skrive en historie om familien. Til opgaven får han hjælp af den unge computerhacker Lisbeth Salander (Noomi Rapace), en ung kvinde med dybe ar på sjælen. Jo mere de graver i fortiden, jo klarere bliver det, at nogle hemmeligheder ikke kan begraves – hemmeligheder, som nogle mennesker er klar til at myrde for.
Den danske instruktør Niels Arden Oplev leverer heldigvis et brag af en psykologisk thriller, som til fulde lever op til forventningerne. Især Rapace spiller Salander, på én gang skrøbelig og barsk, så man sidder på det yderste af biografsædet.
Mænd der hader kvinder er en gedigen kriminalhistorie med blod på tanden og bid i. Hvis man er til intelligente thrillere, er dette årets must-see film. Jeg skal i hvert fald ind og se den igen.
Anne-Katrine Buch
Mænd der hader kvinder
150 min.