Jeg prøver at leve som rask

Jeg har fået en ekstrabevilling af Gud, siger Susanne Mortensen, som for otte år siden fik en andens lever.Lægerne kalder Susanne Mortensens levertransplantation i 2001 et eksempel lige efter bogen, hvor alle ting er gået godt.

Susanne Mortensen lever med en andens lever. Hun oplever, at hver ny dag betyder, at en drøm går i opfyldelse. Foto: Kristeligt Pressebureau

– Jeg har ikke fået mindre end en forlængelse af mit liv, som der ellers ville blive sat en stopper for, fordi min gamle lever virkelig var dårlig, siger 38-årige Susanne Mortensen, der er gift og mor til Jonas.
I 1994 fik hun en diagnose på en tarmsygdom, der påvirkede galdevejen til leveren, så den langsomt skrumpede. I værste fald kunne det ende med en organtransplantation, og i 1998 rykkede den kendsgerning nærmere. To år efter fik hun det rigtig dårligt og blev indstillet til transplantation på Rigshospitalet. Den 9. marts 2001 fik Susanne en andens lever.

At afgive
og at modtage

Susanne havde ikke forinden taget stilling til organtransplantation, og afklaringen kom først gradvist.
– Først tænkte jeg, at det ville jeg ikke være en del af, fordi jeg ikke var sikker på hjernedødskriteriet. Jeg kunne ikke forlige mig med tanken om udtagelse af afdødes organer, hvor familien siger farvel til et varmt legeme, som bliver kørt væk, og at familien ikke er der, når personen udånder, forklarer Susanne.
– Men da man lægeligt kunne fastslå hjernedøden, hjalp det mig til at acceptere hjernedødskriteriet. Den viden var vigtig for mig for at jeg kunne modtage en lever fra en donor. Men det handlede også om, at jeg havde det krav til mig selv, at hvis jeg skulle kunne modtage et organ, skulle jeg også være villig til at afgive. Men det ville jeg gerne, for hvis jeg først var erklæret hjernedød, skulle jeg ikke bruge mine organer mere.”

Religiøse overvejelser

Susanne Mortensen er aktiv kristen, og de religiøse overvejelser omkring transplantationen fik også indvirkning på hendes beslutning.
– Jeg tænkte først, at hvis jeg blev transplanteret, ville jeg føle, at jeg tog livet i mine egne hænder og trodsede Gud. Når min krop ikke ville mere, var det vel fordi, Gud ikke ville, at den skulle det.
Men jeg tænkte over tingene og snakkede med en teolog, og jeg nåede dertil, at Gud kan bruge et menneske, som giver et organ, så jeg lever videre, men han kunne samtidig vælge at lade transplantationen mislykkes. På den måde ville det også være at tage livet i mine egne hænder, hvis jeg ikke gav Gud muligheden for at udrette et mirakel gennem en transplantation, fortæller Susanne, der endte med at sige ja og også havde sin søn i tankerne.
– Jeg ville da ikke frivilligt forlade min fem-årige dreng. Hvis jeg skulle dø, var det vigtigt for mig, at min søn vidste, at jeg havde forsøgt at leve.
Den daglige medicin
Otte år efter den vellykkede transplantation har Susanne ikke ændret syn på organdonation.
– Jeg har det godt med at have modtaget en andens organ, og jeg føler mig privilegeret. Jeg vil ikke sige, at det er det eneste rigtige. Det er vigtigt, at man har sig selv med i det, understreger Susanne, der er lærer og bor i nærheden af Vejle.
– I dag lever jeg et liv stort set som alle andre, og jeg prøver at leve som rask. Det, at jeg er transplanteret, er en del af mig, som det er at spille klaver.
Hver dag bliver hun dog mindet om, at hun er transplanteret. 13 piller skal der synkes hver eneste dag i bestemte intervaller. De ni af dem skal trykke kroppens immunforsvar, så den transplanterede lever ikke afstødes. Resten er for hendes tarmsygdom.
– I min verden har jeg ingen problemer med, at jeg er afhængig af min medicin. Det er min søn også af sin astmamedicin.

En ekstra gave

Susanne fortæller, at hun aldrig bliver færdig med, at hun lever med en andens lever.
– Jeg er taknemmelig. Jeg har fået en ekstrabevilling af Gud, så hver dag er en ekstra gave, siger Susanne, der ikke ved noget om donoren.
Hun har også en grund til, at hun ikke siger, at hun har fået en ny lever.
– Vi er skabt så unikt, at der ikke findes noget magen til vore egne organer. Derfor siger jeg ikke, at jeg har fået en ny lever, men at jeg har fået en andens lever. Den er ikke ny.
Susanne mærker dagligt effekten af leveren, som hurtigt gav hende kræfterne tilbage efter transplantationen.
– Når jeg går i seng nu, er jeg mindre træt, end da jeg stod op om morgenen før transplantationen.

Drømmen

Transplantationen betyder dog, at familien er nødt til at tænke og planlægge kortsigtet.
– Jeg og Brian snakker ikke så langt frem, og gør vi det, siger vi, hvis …, forklarer Susanne, der ikke tror, at hun bliver gammel. Men hver morgen, når hun står ud af sengen, er det en opfyldelse af hendes drøm før transplantationen.
– Min drøm brast, da jeg lå på sygehuset inden transplantationen. Jeg kunne ingenting, og jeg savnede alt herhjemme. Jeg drømte ikke om den store tur ud i verden, men om det helt jordnære, det at leve sit liv med familien, venner og arbejde, siger Susanne.
-Nu er jeg så glad for at stå op hver dag og køre på arbejde. Det giver mig et signal om, at jeg er rask.
Susanne ser roligt frem mod morgendagen
– Jeg er ikke bange for noget. Jeg har været så tæt på at dø, og da var jeg ikke bange. Jeg mærkede Guds fred og helt ufattelige ro helt ind i kroppen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: