Danskere hjælper børn med krigs-traumer i Sudan

27 års borgerkrig har efterladt masser af børn og unge med psykiske lidelser. Dansk hjælpeorganisation starter specialundervisning i sudanesiske skoler. Det har man gjort med succes i Somalia.Mens andre hjælpeorganisationer bliver smidt ud af Sudan, går International Aid Services fra Danmark ind. De handicappede børn i landet kan nemlig ikke vente på, at den efterlyste præsident Omar Bashir melder sig til menneskerettighedsdomstolen i Haag.
De har brug for hjælp lige nu i et land, der slet ikke har en handicappolitik.

Erfaring fra Somalia

International Aid Services skal med erfaringer fra succes i Somalia kick-starte en integreret specialundervisning i Sudans skoler. Organisationen har foreløbig modtaget 400.000 kr. fra Danida til at finde lokale samarbejdspartnere og uddanne skolelærere i specialundervisning.
Foreløbig er fire skolelærere ved at gennemgå et kompaktkursus i den særlige pædagogik, der må til, for at mentalt handicappede og traumatiserede børn kan diagnosticeres og modtage indlæring og genoptræning.

Krig rammer børn

Unesco vurderer, at 98 pct. af børn med særlige behov aldrig kommer i skole i udviklingslandene. I Sudan er tallet om muligt endnu højere. Landet har været i borgerkrig siden 1982 med 2 mio. dræbte og 4 mio. flygtninge til følge.
Krig og konflikt går især ud over børnene, der ofte må gå glip af skolegang. Er de desuden traumatiserede eller handicappede, tabes de helt på gulvet.

Forældre står ofte magtesløse med deres handicappede børn. Fotos: IAS.
500 handicappede hjulpet i Somaliland

Det vil International Aid Services med base i Danmark nu rette op på. Organisationen har netop overdraget driften af et vidtforgrenet hjælpearbejde i den nordsomaliske provins Somaliland til de lokale myndigheder.
Der er oprettet centre for specialundervisning i alle større byer, og en særlig specialskole i Somalilands hovedstad Hargeisa har uddannet og genoptrænet over 500 handicappede børn, der ellers var henvist til en slags ”husarrest” på grund af forældrenes magtesløshed.
Samtidig har International Aid Services uddannet over 400 af landets skolelærere i specialundervisning. IAS specialundervisningsprogram i Sudan sker som i Somaliland i tæt samarbejde med KISE – Kenya Institute for Special Education – der er en meget kompetent medspiller på området.

Altid lokale
samarbejdspartnere

Som altid samarbejder International Aid Services med lokale partnere. I Somaliland er det SASE –Somaliland Association for Special Education – en forening af forældre til børn med særlige behov. I Sudan har man allerede et samarbejde med NCDO – Nuba Christian Development Organization.
International Aid Services kom som en af de første hjælpeorganisationer til Nubabjergene tæt på Darfur i 2002 og har siden boret over 400 brønde i området. Nu har organisationen påbegyndt et samarbejde om specialundervisning med ACES – Association of Christian Educators – i Sydsudan.

Pinsekirkers nødhjælp

International Aid Services er en kirkelig hjælpeorganisation og fungerer som paraplyorganisation for danske pinsekirkers hjælpearbejde. Organisationens 500 ansatte arbejder foruden i Sudan og Somalia også i Kenya, Tanzania og Paraguay med projekter vedr. vand, sundhed, uddannelse, landbrug og samfundsudvikling.