Voldgift mellem kristelige
Sejr til Kristelig Fagforening – over Kristelig Arbejdsgiverforening
Selv om Kristelig Fagforening ikke går ind for strejke kæmper man gerne for medlemmernes rettigheder – også overfor broder-organisationen Kristelig Arbejdsgiverforening.
En kvinde fik sin hånd læderet og mistede nogle af sine fingre ved en arbejdsskade, som hendes arbejdsgiver var skyld i, fordi han har pålagt hende at arbejde i strid med sikkerhedsbestemmelserne.
Som følge af sin skadede hånd må hun af og til melde sig syg. Arbejdsgiveren siger hende op med den begrundelse, at der ikke er arbejde til hende. Men Kristelig Fagforening mener, at hun bliver sagt op, fordi arbejdsgiveren er irriteret over, at hun somme tider er syg. Og så er opsigelsen usaglig.
Få dage efter, at hun er blevet sagt op, bortviser arbejdsgiveren hende, fordi hun ikke kan nå at skaffe en lægeattest fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Kristelig Fagforening mener, at også bortvisningen er uberettiget.
Men Kristelig Arbejdsgiverforening afviste sagen, og Kristelig Fagforening indbragte den derfor for voldgiften, som nu har givet Kristelig Fagforening fuldstændig ret.
Voldgiften vurderede endda, at det var urimeligt, at arbejdsgiverforeningen havde fremprovokeret sagen og pålagde den derfor at betale alle sagsomkostninger.