125 års fødselsdag

KFUM & KFUKs jubilæum fejres landet rundtOver hele landet fejrer KFUM og KFUK i Danmark de kommende uger, at det er 125 år siden organisationen blev stiftet i København.I København markeres jubilæet officielt med en festgudstjeneste i Københavns Domkirke lørdag den 20. september kl. 14. Biskop Erik Norman Svendsen prædiker. Efter gudstjenesten er der reception i KFUM og KFUKs Hovedforenings lokaler i St. Kannikestræde.
Også i de lokale foreninger fejres jubilæet med gudstjenester i de lokale kirker og jubilæumsfester for medlemmerne, og fantasien er stor, når det gælder jubilæumsarrangementerne.

Kagemand til alle

I Århus er der fødselsdagsfest lørdag den 20. september kl. 11-13 på Lilletorv, og alle forbipasserende bydes på kaffe og kagemand, og til børnene er der balloner og bolsjekogning.
I Århus var der reception på selve fødselsdagen, tirsdag den 16. september, i KFUM salen i Klostergade 37 kl. 16-19. Distriktet bød på en let anretning og imens kunne man lytte til lokale KFUM og KFUK-stemmer fra fortid og nutid.

Kirketårn som fødselsdagsgave

KFUM og KFUK i Viby holder jubilæumsgudstjeneste, hvor både børn, konfirmander og Ten Sing optræder og hjælper med at gøre temaet ”taknemmelighed” synligt – så synligt, at kirketårnet skal pakkes ind som fødselsdagsgave med kæmpe sløjfer og bånd.
– Vi mener, at både KFUM og KFUK og kirken er en gave til os alle sammen. Og det skal vi da vise både hinanden og omverdenen, siger Jens Jødal fra KFUM og KFUK i Viby.
Efter gudstjenesten serveres hotdogs til alle i Sognegården, og klubberne underholder på skift med konkurrencer og musik. Festlighederne slutter med opsending af 125 balloner og en flot fødselsdagskage med en udformning, som Jens Jødal ikke vil løfte sløret for endnu.

Aftengudstjeneste og gospel

Distrikt Hærvejen holdt aftengudstjeneste den 16. september i Silkeborg Kirke. Gudstjenesten blev afsluttet med gospelkoncert med gruppen ”Bless”, og tidl. generalsekretær Margith Pedersen medvirkede både i gudstjenesten og ved det efterfølgende arrangement i Medborgerhuset.
Også i Kolding fejrer man jubilæet med gospelkoncert og natmesse i Sct. Nicolai Kirke den 20. september fra kl. 20-2 nat.

Løb og diskotek for unge i Distrikt Nord

I Nordjylland var KFUM og KFUKere i alle aldre den 13. september samlet til en jubi-læumsdag på Hørby Ungdomsskole. Dagen startede med jubilæumsløb for børn, og senere var der fælles spisning og taler, underholdning og musik. Ten Sing Abildgård fra Frederikshavn gav koncert, og der var diskotek.
– Vi har prøvet at ramme alle målgrupper, både børn, unge og voksne, så vi alle kan fejre jubilæet sammen, siger Ketty Kjær Pedersen

Distrikt Østersøen

KFUM og KFUK, distrikt Østersøen holder et lignende arrangement på Sjælland lørdag den 4. oktober på Midtsjællands Ungdomsskole. Her holder biskop i Roskilde Jan Lindhardt festtale, og der er stor buffet, kaffe og natmad. Inden forstander Niels Jørgen Hansen slutter af med aftenandagt er der revy og musik og dans til bandet A Gain Up.

AstridBJ/Henri.


Artiklen fortsætter efter annoncen: