Giv dem noget at skrive om
Om få dage ringer skolerne ind til et nyt skoleår. En af de opgaver der venter børnene første skoledag er typisk: Skriv om din sommerferie.En opgave, der for mange rummer skønne tilbageblik fra rejser, stævner og oplevelser ud over det sædvanlige. Mens det for andre rummer lange, begivenhedsløse dage, der ikke bidrager positivt til indholdet i en ferie-fristil.
Sådan en opgave er ikke er særlig rar, når man ikke har lavet noget, som generalsekretær i AFS Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem siger i et DR-interview.
Som hos andre sociale organisationer har han i sommer konstateret et sandt boom i ansøgninger fra familier, der ikke har råd til at holde ferie med deres børn, og derfor håber på en plads på en sommerlejr.
Mellem 30 og 40 pct. flere ansøgere, har angiveligt søgt forgæves hos de velgørende organisationer.
I denne udgave af Udfordringen zoomer vi ind på de kristne sommerstævner, hvor kristenfolket i stort antal har fået fyldt de åndelige depoter op.
Men ligesom vi ikke er blinde for den åndelige fattigdom, der hersker i vort land, negligerer vi heller ikke den fysiske fattigdom, der kalder på engagement og på Guds kærlighed udtrykt i praksis.
Gud giver os mange anledninger til at gøre godt og tjene vor næste. Det kan man eksempelvis gøre ved at melde sig som frivillig på en kirkelig eller social børnelejr. Her påviser ugens avis, at end ikke alder er nogen hindring.
Man kan også gøre som den tidligere pinsepræst i Odense, Jan Due-Christensen, der som frivillighedskonsulent i Red Barnet tog konsekvensen af sommerens voluminøse bunke ansøgninger og arrangerede en ekstra lejr.
Frivillighedskonsulenten tilføjer i øvrigt (med en indbygget opfordring), at mange af de berørte børn også er afskåret fra deltagelse i fritidsaktiviteter i hverdagen
Lad os bekæmpe den åndelige såvel som den sociale fattigdom i vort land, og lad os give betrængte børn noget bedre at skrive om.