Film redder ægteskaber
Fireproof er en stærk og inspirerende kristen film.De kristne filmproducere Alex og Stephen Kendrick er tilbage med deres tredje film, Fireproof, og den er en stor succes. Fireproof havde premiere i de amerikanske biografer den 26. september 2008 og er nu på hylderne hos de kristne danske boghandlere og til leje i Blockbuster.
Filmen er en inspirerende og stærk historie, der handler om brandchefen Caleb Holt, som på arbejdet er den modige mand, der aldrig lader sin partner i stikken, men som inden for hjemmets fire vægge betragtes som en fjende og ikke som den selvsikre brandmandshelt.
Catherine Holt er træt af Calebs egoistiske og respektløse opførsel. Med støtte fra sine kolleger går hun i gang med at planlægge skilsmisse. Caleb har mistet alt håb om at redde sit døende ægteskab, da hans far uventet kommer med et godt råd til ham, en sidste mulighed, som evt. kan redde deres ægteskab, men det kræver, at Caleb må vente 40 dage med at underskrive skilsmissepapirerne.
Fireproof er en dramatisk film krydret med spænding og humor, og den har opnået succes på flere måder.
Brødrene Kendrick har skrevet Fireproof som en guide til at redde ægteskaber i krise. De ønsker at vise, hvor slemt parforholdet kan blive, når det går i den forkerte retning, og de tilføjer råd i de forskellige scener.
Det er klart at se, at udfaldet er planlagt. Hjemmesiden praler med, at filmen allerede har reddet 3.793 ægteskaber, og kommentarerne er fyldt med historier om folk, som oplevede store ændringer i deres ægteskaber efter at have set filmen. The Love Dare (Kærlighedens Udfordring) som beskrives i filmen, var på New York Times bestsellerliste i over 40 uger.
Forfatterne har med denne film også ønsket at forbedre deres omdømme som producere, fordi deres sidste film Facing the Giants fik dårlige anmeldelser på grund af lav kvalitet. Skuespillernes præstationer er bevægende, og de er alle sammen frivillige. De inkluderer bl.a. Kirk Cameron (Left Behind-serien, Growing Pains) og Erin Bethea (Facing the Giants). Calebs forældre spilles af en lokal præst og hans kone. Resten af holdet er for det meste medlemmer af Sherwood Church i Albany, Georgia.
Filmens budget er utroligt lavt (kun 500.000 dollars), men allerede i løbet af den første weekend solgte filmen billetter for 6.8 millioner dollars. I alt har filmen solgt for 33 mio. dollars i biograferne.
Til trods for hvad kritikerne siger, har brødrene Kendrick bevist, at man kan skabe en god kristen film med et lavt budget, hvis man har gode skuespillere og et utroligt godt manuskript.
Helt klart en anbefalelsesværdig film, som bør ses.
Anmeldt af Deaton Craig
Fireproof 113 min.
Kirkebutik.dk-pris: 135 kr.