Israel:
Kidnappet israelsk soldat foran løsladelse efter tre år i fangenskab

Israelere og palæstinensere er i disse timer helt optaget af, om den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, 22, der har været holdt i fangenskab i Gaza-striben i over tre år – for 1246 dage siden – vil blive løsladt allerede i den kommende weekend i udveksling med hundredvis af palæstinensere i israelsk fangenskab. Der har tidligere været forlydender om, at en sådan udveksling var ved at ske, men det er hidtil ikke blevet til noget, fordi parterne i sidste øjeblik ikke kunne blive enige om betingelserne, eller at en af dem havde sagt for meget til medierne.
Denne gang menes det imidlertid, at rygterne taler sandt, og at Shalit vil komme på fri fod allerede nu på fredag, sammenfaldende med den muslimske helligdag al-Adha, og at de mange palæstinensiske fanger bliver løsladt netop på denne dag.
Alle politiske ledere holder tand for tunge og vil ikke røbe noget, men det fornemmes tykt i luften, at noget er under opsejling.
Blandt det, der peger mod en afslutning af Shalits lange fangenskab, er, at Israels præsident, Shimon Peres, ved afslutningen af et besøg hos præsident Hosni Mubarak i Cairo sagde: ”Vi ved alle, at der er fremskridt ”. De tyske mæglerbestræbelser mellem Hamas og Israel vides at være i højgear, samtidig med at den nye tyske udenrigsminister,
Guido Wsterwell i dag skal mødes med statsminister Binyamin Netanyahu i Jerusalem – og at Hamas har sagt, at det har opnået en aftale med andre militsgrupper i Gaza om ”ikke at angribe Israel uden samordning”.
Israelerne ved ikke, hvad/hvem de skal tro. Siden afslutningen af Israels krig mod Hamas i Gaza-striben sidste vinter, er 270 raketterog mortergranater blevet sendt mod Israel fra Gaza. Så sent som for to dage siden blev der afskudt kassam-raketter mod den hårdt ramte by, Sderot.

En mio. dollars for en ny kidnapning

I Israel har man tillige bemærket sig, at Hamas har udlovet en dusør på en million dollars til den israelske araber, som kidnapper en israelsk soldat.
Ifølge den saudiarabiske tv-station al-Arabiya vil 450 palæstinensiske fanger blive løsladt i Gaza og på Vestbred-området i udveksling med Shalit, der vil blive sendt til Israel via Egypten. Hamas-ledere fra Damaskus skal mødes i Cairo med Hamas-ledere fra Gaza for at drøfte Israels sidste tilbud.
En anden kilde er den palæstinensiske avis al-Manar, der udkommer i Øst-Jerusalem, og som rapporterer, at den tyske mægler nu ventes til Cairo fra Israel, hvor han har haft flere dages intensive drøftelser med den israelske ledelse for at prøve at afslutte en aftale.
Israelerne har hidtil ikke ønsket, at fanger med ”blod på hænderne”, det vil sige mordere, skal løslades som led i en udveksling, men dette princip vil nu næppe blive overholdt. En af fangerne i denne kategori er Fatah/Tanzim lederen Marwan Barghouti, som har været involveret i terrorist-angreb, hvorunder israelere blev dræbt.