Bibelen fortalt til børn

En velskrevet udgave af en børnebibel med historisk sammenhæng og gode detaljer.Bibelen hver dag er en børnebibel for børn fra ca. 6 år. Det er hovedbegivenhederne fra skabelsen til Johannes Åbenbaring genfortalt og inddelt i 365 afsnit – et stykke til hver dag. Beate Højlund har frit oversat efter den engelske udgave.Oversættelsen vidner om et personligt kendskab til Gud, og teksterne er fortolket med forståelse for Bibelen såvel som for bogens målgruppe – børnene. Passager som fx konsekvenserne ved syndefaldet og Abrahams begyndende ofring af Isak, som kan være svære at forklare de mindste, er genfortalt med visdom og følsomhed. Både over for hvem Gud er, og hvad et barn kan forstå.
Fortolkningen af syndefaldet fortæller læseren, at det, der sker efter Adam og Evas ulydighed, er konsekvensen af deres handling snarere end en streng straf: “Og Gud vendte sig til Eva og sagde: “Alt var godt, men nu er smerten kommet ind i verden, og det kommer til at gøre ondt på dig, når du får børn,” og til Adam: “Du kommer til at svede og slide hårdt med ukrudt og tidsler, når du dyrker jorden.”

Historisk sammenhæng

De forskellige fortællinger forbindes med hinanden således, at man får en glimrende fornemmelse af sammenhængen og tidsperspektivet i Bibelens historier.
Bogen er så velskrevet, at det er en fornøjelse som voksen at læse den højt. Charmerende små tegninger illustrerer fortællingerne, og på hver side er der i margenen trykt et skriftsted samt henvisning til, hvor i Bibelen fortællingen kan findes.

Leksikon med sjove facts

Bagerst i bogen er et knap 30 siders leksikon, inddelt i emner med forklaring på alt fra mad til religion og krigsudstyr i Bibelens tid. Her er sikkert også ny viden for mange voksne. Vidste du fx, at israelitterne spiste agurker i fangenskabet i Egypten? At heste kun måtte bruges af kongen og militære personer? Eller at kana’anæerne opfandt alfabetet mellem år 2000 og 1500 f. Kr.?
Foruden en indholdsfortegnelse er der også en oversigt over indholdet bagerst i bogen. Ved hjælp af den kan man søge på kendte beretninger, navne, Jesu lignelser, undere og undervisning.

En rigtig dejlig genfortælling af Bibelen med gode ekstra funktioner og indbydende layout, som bør gøre denne bog til en favorit for børnefamilier og barnlige sjæle!

Fortalt af Beate Højlund: Bibelen hver dag
350 sider
Kr. 199,95
Forlagsgruppen Lohse