Møde med en fremmed

En torsdag i oktober sad jeg i mit vindue på Nørrebro. Det var en mørk aften. Der var faktisk kun få lys på Hillerødgade. Politibiler og ambulancer kunne høres i den københavnske atmosfære, og der duftede af karry, shawarma og dug. Af Marcus Øland Christensen
Forfatter til bogen
”In Just One Second”

En afrikansk mand krydsede gaden og stod pludselig foran mit vindue og spurgte om vej til herberget. Jeg lænede mig ud ad vinduet og forklarede ham vejen. Pludselig blev mine tanker afbrudt af en anden tanke: ”Marcus, du har tre ekstra sovepladser, du har mad i overflod, hvorfor tror du, at du har fået dette?”
Jeg blev lidt irriteret. Hvis du har genkendt Guds stemme mens den talte til dig, så ved du, hvad jeg mener; han siger ikke altid, hvad man har lyst til at høre. Men Jeg valgte at lytte og spurgte så afrikaneren om hvorfor han ledte efter et herberg.
Marcel, som manden hed, svarede, at han var taget til Danmark for at få en ny start. I toget havde han med sig to kufferter, sin telefon, et pas og en pung med 2000 euro. Han var faldet i søvn, og da han vågnede ved billetkontrollen, opdagede han, at pengene og passet var væk.
Han fortalte mig, at han havde meldt tyveriet til det danske politi. Og at han har fået et midlertidigt pas, men at den danske stat først ville give ham et sted at bo, hvis han kunne betale et indskud.
Derefter havde han været på den franske ambassade og bede om nogle penge. Men her havde han fået at vide, at de ville betale bistand til ham, når han havde et sted at bo, for hvor skulle de ellers sende pengene til? Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt se nogle huller i historien, men jeg er en godtroende ung mand, så jeg valgte at stole på ham. Jeg inviterede ham indenfor og gav ham mad og vin. Jeg gav ham penge, i håb om at dette kunne gå som hjælp til indskud for en lejlighed og fik arrangeret en indsamling til ham i kirken.
Derudover brugte jeg halvanden uge, hvor han boede hos mig og min bofælle Samuel, til at finde et job til ham. Men det viste sig at være ret svært at finde job til en indvandrer, der ikke kunne tale dansk. Så vores søgning lykkedes ikke.
I to måneder boede Marcel hos os fra tid til anden. Af og til gav vi ham penge, og vi tog del i hans stress og hans smerte. Til sidst havde jeg ikke mulighed for at give ham flere penge, og selvom jeg fortalte ham det, blev han ved med at spørge efter penge. Til sidst lykkedes det ham at få en lejlighed, selvom størstedelen af den første sjat penge, vi gav ham, blev snydt ud af hænderne på ham. Resten blev drukket og røget op.
Som ung og fattig studerende gjorde det ondt at vide, at de penge, du gav til en fattig fremmed, var gået til druk og hash, når du vælger at skære kraftigt i dit forbrug for at kunne hjælpe ham.
Faktisk så fik Samuel og jeg ret hurtigt en følelse af at blive udnyttet og blev også ret vrede til sidst, da denne følelse var rigtig hård. Jeg begyndte at fortryde, at jeg nogensinde havde hjulpet ham. Så jeg fortalte Samuel om, hvor uretfærdigt jeg syntes, at det var. Samuel sad med den samme følelse som jeg, men svarede med de klogeste ord, jeg havde hørt i meget lang tid:
– Hvad enten han lyver eller ej, kalder kærligheden og Kristus os så ikke til at hjælpe ham alligevel? Og lade os udnytte?
Kærligheden er den, der bærer alt, den der vælger at give, hvad folk har brug for, selvom det gør ondt, og selvom deres begrundelse for deres behov måske ikke er sand. Marcel løj måske for os. Men det er ligegyldigt – han bad os om hjælp, og Bibelen siger, at hvis en mand beder om din kappe, skal du også give ham din kjortel. Så vi blev ved med at hjælpe og give ham penge og venskab. To uger efter fejlede vi i denne overbevisning, da vi nægtede at give Marcel 200 kr. til en bytur. I hans irritation tog han sine tasker med til sin egen lejlighed. Vi fejlede også ved, at vi ikke er ærlige over for ham omkring vores følelser, ikke at fortælle ham, at han udnyttede os. For selvom vi måske skal lade os udnytte, bør vi også til hver en tid være ærlige, og sige: ”Vi ved du snyder os, og alligevel vil vi hjælpe dig”.
For kærlighedens Gud er vel den Gud, der kalder os til at elske mennesker, selvom de snyder os, selvom de gør os vrede, og selvom de får os til at gå fallit, og sidst og helt klart vigtigst: misbruger vores tillid.
En ting er at bede Gud om at lade hans vilje ske. Men når han så vil bruge dig til netop dette, har du så styrken til at lade ham? Jeg beder til, at du må have den styrke, og selvom det gør ondt, så må vide at på trods af alverdens smerte er Guds plan den, der heler, den der skaber liv, og den der transformerer. Så lad os være en del af den plan..