Vil have fat i drengene
Norsk børne- og ungdomsorganisation forsøger at nå norske drenge med flere aktiviteter.- Det er et problem, at vi nok rammer piger bedre end drenge med vores aktiviteter.
Sådan lyder det fra Espen Andreas Hasle i Norge, daglig leder af Acta, Normisjons børne- og ungdomsorganisation.
Emnet er blevet aktuelt i Norge, fordi Solveig Leikvoll har skrevet en bog med aktivitetsoplæg, som særlig tiltaler drenge. Forfatteren mener, at meget af det traditionelle børne- og ungdomsarbejde appellerer mere til piger end til drenge.
Men Hasle understreger, at Acta allerede er optaget af problemstillingen og fortæller, at de har gjort meget for at forbedre situationen. Deres projekt om at oplære børn og unge i troen Dig Deeper indeholder aktiviteter, og de populære sangkor Soul Children er begyndt med projekter, der forsøger at have en mere alsidig organisation.
– I Oslo Soul Children har de satset meget på at få drengene med og lykkes med det, siger Espen Andreas Hasle, som er klar over, at der ikke er mange drenge med i andre soul-kor.
Vegard Holm, daglig leder i KRIK (Kristen Idrettskontakt), siger, at han er enig med Solveig Leikvoll i, at aktivitet er vigtigt.
– Vi er skabt til bevægelse. Omkring halvdelen af medlemsmassen i KRIK er drenge. Det viser vel, at det er lige vigtigt for begge køn. Jeg tror det er vigtigt og rigtigt at koble den kristne tro sammen med de egenskaber, gaver og talenter, som vi har fået. Vi må tage det seriøst, at vi er mennesker med krop, sjæl og ånd, og at disse hænger sammen, siger Holm.
Han understreger, at lige meget om det handler om aktivitet, kunst, musik eller andre interesser, er det noget vi har fået af Gud, og det vi har fået, skal bruges til Hans ære.
– Troen handler om livet og er ikke en teori vi skal forstå. Troen leves.
– Mener du andre kristne organisationer burde satse mere på aktiviteter for at nå drengene?
– KRIKs niche er at sammenkoble idræt og fysisk aktivitet med kristen tro, og vi oplever at det fungerer. Der findes mange nicher, men jeg tror det vigtige her er princippet med at koble troen med det unikke, som Gud har lagt ned i den enkelte, lyder det fra Holm.
– Er du bange for at aktiviteterne skal tage overhånd?
– Nej. Jeg oplever ikke, at der er nogen fare for, at aktiviteterne kommer til at tage overhånd i KRIK. Men generelt vil jeg sige, at det bliver et problem, når man ikke længere ser aktiviteterne som en gave fra Gud. At mennesket har en tendens til at dyrke det skabte i stedet for Skaberen er jo relativt gammelt nyt, siger Vegard Holm med et smil.
Af KPK og John Engedal