– Vi mistede vores lille Emil
Emil døde ved fødslen.
Smerten over at have mistet et barn vil altid være der. Men vi har lært at leve med den, siger Gitte og Torben Lunding HansenDer mangler én. Umiddelbart tæller familien kun fire: Mor Gitte på 42 år, far Torben på 47 år og pigerne: Emma på seks og Sara på fire år. Men spørger man Emma, svarer hun, at de er tre børn i familien. Lillebror Emil mangler.
– Han bor oppe hos Jesus, lyder Emmas enkle forklaring.
Emils død er ikke et tabu i familien. Det er nu tre år siden, han døde ved fødslen. Gitte og Torben Lunding Hansen har hele vejen igennem valgt at være åbne om sorgen over at have mistet deres lille dreng. Hjemme i huset i Nexø er der blevet grædt mange tårer, stillet mange spørgsmål og talt meget sammen i familien. Ved højtider og til Emils fødselsdag besøger de Emils have, gravstedet i Østerlars, hvor de mindes deres lillebror og søn.
Emil blev født den 23. november 2000. To måneder for tidligt.
– Vi havde fravalgt fostervandsprøven på trods af min alder og den risiko, det betød. For uanset hvad ville vi aldrig fravælge et barn. Alt så også normalt ud til skanningerne. Der var liv, og barnet sparkede selv da vandet gik! Så jeg anede ikke uråd.
Hospitalet sendte en ambulance for at hente Gitte, da fødslen gik i gang. Torben havde været ved købmanden og handle ind med pigerne, og de fik alle tre et chok, da de drejede om hjørnet og så mor blive båret ud i en ambulance.
– Jeg var helt chokeret, og der fløj tusinde tanker igennem mit hoved. Men midt i min egen angst måtte jeg berolige pigerne. Jeg fik dem over til nogle gode venner og naboer og kørte med Gitte i ambulancen, fortæller Torben.
Gitte nåede kun lige ind på fødestuen. Ti minutter efter var deres dreng født. Efter fødslen blev der hektisk aktivitet på stuen. Det vrimlede med læger, og flere blev tilkaldt.
– Fordi jeg har født to raske piger, ved jeg, hvad sådan en undersøgelse af et nyfødt barn normalt indebærer. Så jeg fornemmede straks, at der var noget galt, forklarer Gitte.
– I dag kan vi gøre så meget for at holde mennesker kunstigt i live. Min indstilling er, at vi som mennesker nogle gange må erkende, at vi ikke er herre over livet. Derfor sagde jeg til lægerne: I må ikke holde ham kunstigt i live. I skal lade ham dø!
Torben, der i forvejen var chokeret over den pludselige fødsel, blev ikke mindre chokeret over Gittes udmelding:
– Hvad er det, hun siger? Tænkte jeg. Jeg var slet ikke klar over, at det var så galt fat. Hvis det havde stået til mig, ville jeg have gjort alt for at holde fast i livet, siger han.
Lægerne gjorde alt, hvad de kunne for at holde liv i Emil. Men han døde efter nogle minutter. Han havde en hjerte- og kromosomfejl, som ville have gjort ham multihandicappet resten af livet.
Gittes reaktion på deres barns død kom først senere. I situationen tog hun det fattet. Torben reagerede derimod med modstridende følelser.
– Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var som at miste kontrollen fuldstændig. Jeg var igennem hele følelsesregisteret. På den ene side havde jeg mest af alt lyst til at få det hele overstået og komme ud fra hospitalet. Rive det kapitel af mit liv ud og smide det væk. Men samtidig lå mit barn derovre på bordet.
– Jordemoderen kaldte mig derover og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at give ham tøj på og holde ham. Umiddelbart havde jeg mest lyst til at løbe væk. Men mit hjerte kunne ikke.
Med assistance fra jordemoderen, klædte Torben lille Emil på og holdt ham i sine arme.
– Der snød du mig for en fisketur! sagde jeg til ham.
Jordemoderen klarede situationen yderst professionelt. Gitte og Torben syntes i situationen, det virkede malpalceret, at hun tog billeder af dem og Emil og lod dem sove med ham på stuen den nat.
Men i dag er de hende yderst taknemmelige. Tiden med Emil betød meget for dem, ligesom de i dag er glade for de billeder, de har af deres lille dreng.
– Om natten sad vi med ham og talte med ham og hinanden. Om morgenen tog vi afsked med Emil. Vi takkede Gud for den dreng, vi havde fået og gav ham tilbage til Gud.
– Det var en befrielse at kunne gøre det. Men samtidig var det så stor en smerte og sorg, fortæller Gitte.
Hjemme ventede deres to piger, der dengang var henholdsvis tre et halvt og halvandet år. De havde overnattet hos deres morbror og tante. Om morgenen fortalte deres tante dem, at de havde fået en lillebror, men at han var for syg til at leve hernede hos os. Så nu var han taget op og boede hos Jesus.
Selv om Gitte og Torben gjorde, hvad de kunne for at få hverdagene op til jul til at fungere så normalt som muligt, så var hjemmet knuget af sorg. Mor og far græd meget, og det strømmede ind med blomster og kondolencer.
– Vi fortalte pigerne, at selv om Emil var hjemme hos Jesus, så var mor og far stadig kede af, at vi ikke kunne have ham her.
Emma, der havde glædet sig meget til at få en lillebror, havde også et stort behov for at tale om sin lillebror og døden.
Gitte og Torben havde ikke det store overskud til pigerne, men oplevede stor støtte fra familien og vennerne fra Nexø Frikirke, der var søde til at bistå med praktisk hjælp og f.eks. inviterede pigerne over til julebag m.m.
– Og midt i det hele oplevede vi, som der står i juleevangeliet, at Han kom ned og tog bolig i blandt os. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var som om Gud var fysisk her i huset.
Samme oplevelse af Guds nærvær følte Gitte og Torben, da de begravede deres lille Emil på familiegravstedet i Østerlars. De kunne ikke magte en begravelse, så til stede var blot, foruden Gitte og Torben selv, Gittes forældre.
– Jeg satte selv urnen ned. Det ønskede jeg at gøre, hvis jeg kunne, for det var kun os, der kendte Emil. Så læste jeg de ord fra Bibelen, som Gitte havde fået på hjerte: Lad de små børn komme til mig. Dem må I ikke hindre.
– Det var svært. Men midt i det hele var Guds Ånd der med en fred så lægende, midt i blæsevejr og kulde, fortæller Torben.
Mens Torben reagerede fra første sekund, kom Gittes sorg-reaktion meget senere.
– Jeg passede selv pigerne herhjemme, så der var nok at se til med bare at få hverdagen til fungere.
Da det halve års barselsorlov var gået, var Gitte dog langt fra klar til at skulle i arbejde, så hun blev sygemeldt.
– Jeg svingede meget i humør og overskud. Men min reaktion på tabet af Emil kom først for alvor, da jeg begyndte i arbejdsprøvning i august 2001.
Det næste halve år røg Gitte psykisk ned. Hun klarede med nød og næppe sit job, men havde intet overskud hjemme. Hun græd meget og kunne ikke magte fysisk berøring.
Torben måtte klare børn og husholdning og anede aldrig, hvordan Gittes tilstand var, når han kom hjem fra arbejde.
– Jeg kunne ikke forstå Gitte. Jeg følte ikke, jeg kunne holde sammen på det hele alene.
Torben arbejder som keramiker-assistent på Glas- og Keramikskolen i Nexø.
Takket være deres sociale netværk i menigheden og en god veninde, som var sygeplejerske med speciale i død og sorg, kom Gitte og familien igennem et meget svært halvt år.
– Vi er til al held blevet forskånet for alle de velmente ord. Vi har fået lov at være, fået lov at græde og ikke orke at yde noget. Vores venner i menigheden har bare været der for os som medfølende mennesker, fortæller Gitte taknemmeligt. Hun er nu i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.
– Vi har været vrede på Gud og stillet ham alle spørgsmålene: Hvordan kunne Han tillade, at Emil blev så syg, når vi havde velsignet ham lige fra, han blev til? Hvorfor skulle vi overhovedet igennem den graviditet, når han alligevel skulle dø? Det føles dybt uretfærdigt!
– Vi har været ærlige overfor Gud med vores følelser. Men vi må erkende, at det ikke er alt vi får svar på her. Samtidig tror vi på en Gud, der er stor nok til at bære vores vrede.
– Samtidig har vi midt i det hele mærket, at Han ikke forlod os, men gik med os gennem smerten. På den måde er Gud blevet mere tilstede i vores hverdag, fortæller Gitte.
Når Gitte og Torben tænker på Emil nu, er det som en rask dreng, de har mistet.
– Men rationelt set ved vi godt, at han ville have været multihandicappet resten af livet, hvis han var overlevet. Vi ville have haft et meget sygt barn. Når vi tænker på det, kan vi da godt være taknemmelige for, hvad vi og vores piger er blevet forskånet for.
– Måske var det bedst, både for Emil og os, at det gik, som det gik. Men vi har stadig mistet et barn, og den smerte vil vi leve med altid, siger Gitte og Torben Lunding Hansen.
