Henrettelse af iransk pastor er blevet udsat
Henrettelsen af den iranske pastor Yousef Nadarkhani, der var planlagt til helt for nylig, er blevet udsat.Ifølge iranske kilder forsøger de iranske myndigheder at presse ham til at frasige sig sin kristne tro.Yousef Nadarkhani, der er pastor i en af de største protestantiske menigheder i Iran, blev i oktober sidste år anholdt, da han protesterede over, at de lokale myndigheder tvang kristne skolebørn, heriblandt hans egne, til at læse Koranen.I provinsretten blev han idømt dødsstraf, og henrettelsen var planlagt til sidst i oktober, men ifølge Jason DeMars, stifteren af Present Thruth Ministries (presenttruthmn.com), forhales iværksættelsen af dommen, fordi man vil tvinge Nadarkhani til at fornægte Kristus. Det forlyder, at Yousef Nadarkhani sidder sikkerhedsfængslet i Lakan, hvor man i et års tid har forsøgt at tvinge ham til at opgive den kristne tro og vende tilbage til islam.