Karismatiske kirker er attraktive

Pinsekirker og karismatiske kirker egner sig til moderne individualister – hvis kirkerne både giver frihed og styrker samhørigheden, viser undersøgelse.
Karismatiske kirker er overfladiske. Kristne i pinsekirker forpligter sig aldrig. Det sagde en generalsekretær i Kirkernes Verdensråd engang til Karl Inge Tangen, norsk lektor ved Høyskolen for Teologi og Lederskap i Oslo.
Men det skulle han aldrig have sagt.
For det fik Tangen væk fra teologibøgerne og ud i verden for at undersøge, om det virkelig kunne passe. Og han præsenterede resultatet af sin undersøgelse for 440 deltagere ved Willow Creeks lederkonference den 29. oktober.

Gud kan bygge sin kirke

Efter dybdeborende interviews med medlemmer fra Københavns Kulturcenter, Pinsekirken i Malmø og Hillsong Church i London er konklusionen:
– Generalsekretæren tager fejl. Der er forpligtelse i karismatiske og såkaldt pentekostale kirker. Også hos deltagere, som er såkaldt senmoderne og derfor meget individualistiske. Det er muligt for Gud at skabe en kirke af forpligtede mennesker i vor tid.

I er helte

– I er heltene, sagde Karl Inge Tangen til lederne på konferencen:
– Europa er verdens mest sekulariserede (verdsliggjorte, red) kontinent. I er heltene, fordi I arbejder under mere vanskelige forhold end Bill Hybels (stifter og leder af Willow Creek, red.) og de andre amerikanske undervisere. I USA er 20-40 pct. jo bekendende kristne. Så ”keep up the good work!” sluttede han.
Den norske lektor pegede på især tre faktorer, som gør, at senmoderne individualister forpligter sig.
Øverst på svarlisten fra de mange interviews står:

1. Relationer

Medlemmerne i de tre kirker betragter kirken som deres åndelige hjem. Det giver relationerne kvaliteter som gæstfrihed og varige venskaber.
– De tager ansvar for hjemmet, og de byder nye velkommen hjem, sagde Tangen.
Dernæst nævner interviewpersonerne:

2. Spiritualitet

Medlemmerne siger, at de virkelig erfarer Gud. Og Karl Inge Tangen lyttede til mange vidnesbyrd – fra muslimen, der blev helbredt, til alkoholikeren, der blev ædru og følte sig ”lykkelig for første gang i tre år”.
Herefter fortsætter listen med yderligere otte kvaliteter i kirker, der tiltrækker moderne mennesker. En af de vigtigste her var:

3. Frihed

Kirker, der vokser, er et center for både tilhørighed og frihed. Kvalitetsrelationer sikrer tilhørighed. Med dernæst er friheden vigtig for individualister:
– Jeg kunne selv bestemme mit eget tempo ind i kirken, sagde en af de interviewede. Det siger noget om, at kirken kan rumme mennesker i proces og udvikling. Kirken har ”et reflektivt rum”, sagde Karl Inge Tangen.