JESU DØBESTED ÅBNES NU OFFENTLIGT FOR FØRSTE GANG I FIRE ÅRTIER

Efter at have ligget i 42 år i en lukket militærzone vil stedet, hvor Johannes døbte Jesus i Jordanfloden, nu blive åbnet for offentligheden ved en højtidelighed tirsdag den 18. januar.Stedet, som har navnet Qasr al-Yahud (arabisk for “Jødernes slot”), er af betydning både for den kristne og den jødiske tradition. Det ligger 10 km øst for Jeriko, på et stort område, der ejes af kristne kirker.

Hidtil har de, der ønskede at blive helbredt af de samme vande, hvor Jesus blev velsignet, måttet koordinere deres besøg med Civiladministrationen for Judæa og Samaria. Indtil 6-dages krigen i 1967 var stedet under jordansk styre, og pilgrimme og turister strømmede dertil. I 1968 blev adgangen begrænset på grund af stedets strategiske beliggenhed.

Området blev af Israel erklæret en lukket militærzone, og siden blev Yardenit ved sydenden af Genezaret Sø åbnet som et alternativt døbested, hvor pilgrimme kunne blive døbt i Jordans vand.

Qasr al-Yahut er omtalt som stedet, hvor israelitterne gik over Jordan og ind i Det forjættede Land, efter at have vandret i ørkenen i 40 år.

Åndelig fødsel
Ifølge overleveringen åbenbarede Guds Ånd sig for Jesus som en due. Om begivenheden siger Sa’ar Kfir fra Israels Naturbeskyttelsesmyndighed:

– Det var her, Jesu åndelige fødsel fandt sted, efter den fysiske fødsel i Betlehem.

Om dette står der i Matthæusevangeliet 1:13 “Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham”.

Og i vers 17 står der: “Der lød en røst fra skyen – det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.

I Josvabogen 1:1-3 står: “Da Herrens tjener Moses var død, sagde Herren til Josva, Nuns søn, som havde været i Moses’ tjeneste: “Min tjener Moses er død. Gå nu over Jordan med hele dette folk til det land, jeg vil give israelitterne”. Og i vers 6 og 7 står der:

“Vær modig og stærk, for du skal give dette folk det land i eje, jeg lovede deres fædre at give dem”.

Tredje-helligste sted for kristne
Stedet hvor Johannes døbte Jesus er det tredje-helligste for kristne, efter Fødselskirken i Betlehem og Gravkirken i Jerusalem.

Ved påsketid valfarter tusindvis af kristne pilgrimme til Qasr al-Yahud for at blive gendøbt på stedet for Jesu dåb. Mange af disse pilgrimme har sparet sammen et helt liv for at rejse til Det hellige Land.

– Vi er så opildnede, sagde en pilgrim, med tårer i øjnene. Vi kan næppe tro, at vi er på et så helligt sted.

Nogle af pilgrimmene foretager dåbshandlingen nede i Jordan, for andre er det nok at vaske sig med oppumpet vand fra floden.

Investering
Med henblik på at omdanne døbestedet til en større turistattraktion og basis for regionalt samarbejde har Israel investeret millioner af shekler i at opgradere stedet. Efter åbningshøjtideligheden den 18. januar vil stedet blive drevet som andre turiststeder i Israel, under auspicier af Israels Natur- og Park-Myndighed.

Åbningen falder på den dag, da græske og russisk-ortodokse kristne foretager en årlig pilgrimsfærd til stedet for at markere Jesu fødsel.

Israelske turistmyndigheder mener, at der er et stort potentiale for øget turisme til dette sted, især blandt kristne fra Rusland og Øst-Europa.