The Afters er blevet voksne
Bandet leverer med sit tredje album, Light Up the Sky, en ny omgang velproduceret pop med catchy melodier men større erfaring og en ny producer sætter sine spor.
Den amerikanske rockgruppe The Afters fik for alvor vind i sejlene i 2008, da de udgav forløberen til deres andet album, singlen Never Going Back to OK. Singlen kaprede hurtigt spilletid på kristne radiostationer og fandt endda vej til soundtracket til den prisvindende tv-serie Greys hvide verden. Snart fulgte en hel plade.
I slutningen af 2010 udgav The Afters så sit tredje album. Pladen hedder Light Up the Sky og byder på mere af samme skuffe. Enkelte ting har dog ændret sig. Selvom lyden og melodierne som altid er simple, fængende og velkomponerede virker det lidt som om, at The Afters er blevet mere voksne.
Med tiden kommer erfaring, og selvom det kun er to år siden, at bandet udgav sin forrige cd, er der mere dybde og eftertænksomhed at spore nu. Også troen synes at have fået en mere synlig plads i teksterne (den er dog stadig i høj grad underforstået). De rummer ikke dyb teologi, men er opmuntrende, dog måske lidt overfladiske. Men det er vel styrken i popmusik – det, der får den til at bide sig fast og gør den universel.
Også på lydsiden er bandet vokset. Musikken er velproduceret og vægten lagt på catchy popmelodier – flere af sangene er velegnede til P3. Men Light Up the Sky virker større end normalt. Måske fordi cden er produceret af Dan Muckala, der også producerer MercyMe og Brandon Heath. Det høres fx i titelnummeret, der lyder en hel del som bandet OneRepublic. Synthesizer og orkester indgår også i større stil. Det klæder. Til gengæld er noget af det legende og useriøse, som fans kender fra fx sangen Myspace Girl, forsvundet. Godt eller skidt? Tja.
Men det gør Light Up the Sky til et mere helstøbt album. Det er velkomponeret, velsunget, velspillet og velproduceret. Og er man til pop af den mere følsomme slags, er her masser at komme efter. Søger du mere kant, så sæt sangen We Wont Give Up på repeat.
Steffen
