Storkirke ruster sig til ny epoke

Kirken i Kulturcenteret kan fejre 100-årsjubilæum i år. En ny femårsplan – med flere unge, kvinder og nydanskere i ledelsen – skal gøre 2011 til et skelsættende år for landets største frikirke.
”Vi bygger en stor kirke ved at fokusere på det enkelte menneske.”
”Vi bygger en solid kirke ved at satse på helhed og mangfoldighed.”
”Vi slipper energien løs ved at tjene et formål, der er større end os selv. ”
Det siger Jarle Tangstad, seniorpræst for landets største frikirke, Kirken i Kulturcentret på Drejervej i Købehavn.

100 års erfaringer

Sætningerne præciserer visionen for den 1000 mand store pinsekirke fem år frem. Her vil man nemlig bygge videre på 100 års erfaringer.
Og midlerne er bl.a. at indsætte flere unge, flere kvinder og flere nydanskere i nøglepositioner.
Pinsekirken fik sin spæde begyndelse i København i 1911, da pinsekirken Eben-Ezer så dagens lys. Senere startede Elimforsamlingen i Kronprinsensgade og Tabor på Lyngbyvej. Begge havde anselig størrelse, og sammen med Eben-Ezer dannedes grundstammen til Kirken i Kulturcentret i 1993.

Kvinder, unge og nydanskere

I løbet af det næste halve år vil man styrke kirkens internationale profil. Flere unge vil træde tydeligt frem, og kvinder vil blive mere markante i den daglige ledelse.
Således har Marianne Riis sagt ja til posten som assisterende seniorpastor og kommer på sigt til at stå i front for den daglige ledelse med Jarle Tangstad som fortsat seniorpastor. Marianne har været børnepræst i Kirken i Kulturcenteret de sidste ni år.
Mildred Osias bliver ny netværkspræst for hele kirken. Mildred har været tilknyttet kirken siden 1999, hvor hun kom til Danmark fra Fillippinerne sammen med sin mand Raymond.
Ungdomspræst Daniel Ringsmose vil fremover også blive ansvarlig for gudstjenesterne. Derudover bliver seniorteamet, som er kirkens præste- og lederteam, styrket med både unge og ældre.
Kulturcenteret havde i 2010 et internationalt kulturelt gennembrud med mange kunstudstillinger og koncerter. Man fejrede både den filippinske nationaldag med 900 filippinere, Thailands konges fødselsdag med 600 thaier, og man holdt en venezuelansk koncert med 300 sydamerikanske og danske deltagere. På kultursiden er det særligt den spanske præst Alberto Axell, der sætter dagsordenen.
Nu ruster kirken sig de næste fem år. 2011 har fået overskriften Gennembrud.
– Ønsket er en bevidsthed om Guds nærvær og Helligåndens manifestationer, fortæller Marianne Riis.
I 2012 bliver overskriften Identitet. Udrustning er det helt store buzz-ord i 2013. I 2014 bliver overskriften Vækst. Og så er kirken klar til, at Bølgen ruller videre i 2015.
/sl