– Jeg vil lave noget smukt for Gud

Lisbeth Holtti fra Finland er hustru, mor og modedesigner. Men under et 12årigt ophold i Danmark blev også en gammel drøm om at blive kunstmaler til virkelighed- Nu når mine børn er store, hvad kan jeg så gøre for Dig? Lisbeth Holtti havde altid haft malerkunsten som sin store interesse, men kunne man virkelig få lov til at tjene Gud med det, man synes er sjovt?– Nu når mine børn er store, hvad kan jeg så gøre for Dig? Lisbeth Holtti havde altid haft malerkunsten som sin store interesse, men kunne man virkelig få lov til at tjene Gud med det, man synes er sjovt?

Som hustru til evangelist Kaj Holtti havde hun været med i utallige evangelisati-onskampagner, siddet som tilskuer på mange stævner, men altid set familien som sin vigtigste missionsmark. Også mens den finske familie boede i Danmark, i landsbyen Smerup på Stevns fra 1979-91, havde de tre børn førsteprioritet. Også selv om familien stod midt i en krævende menighedsplantning på egnen.

Lisbeth Holtti blev „opdaget” af en kristen kunstner så tidligt som i 1966. Men det kunne man jo ikke leve af, hed det, så derfor kastede hun sig over tøjdesign i stedet. Var fotomodel fra 1970-76 og designede også selv dyrt modetøj. Først i 1980 – under opholdet i Danmark – kom hun i lære hos kunstmaleren John Sørensen.

Men kunne hun gøre malerkunsten til sin livsopgave – for Gud?

Under et sommerstævne i Sarons Dal afbrød den svenske gæsteprædikant Stanley Sjøberg pludselig sin prædiken og profeterede:

– Der er en herinde, som skal tjene Mig med at male. Du skal male, og Jeg vil give dig farve og form!

Nu vidste Lisbeth Holtti, hvor det bar hen, men var alligevel ulydig, indrømmer hun. Det var svært, hun havde ikke kundskaber nok, det var lettere at sige ja til endnu en designkollektion. Derfor meldte hun sig ind på direktriceskolen i København i 1987, hvor hun bl.a. lavede en stor kollektion for et firma. Firmaet gik imidlertid konkurs, og her stod hun så med 45 flotte designerkjoler, lavet af stof indkøbt specielt i Milano.

– Gud, hvad skal jeg gøre? Jeg skulle have spurgt dig først! bad hun desperat.

Endelig afklaret forlod hun modebranchen for altid og gav sig i kast med maleriet. Forrige lørdag holdt hun sin første udstilling på biblioteket i hjembyen Ekenæs på Finlands sydkyst.

– Før lagde jeg mærke til folks tøj, nu ser jeg deres ansigter, siger hun.

Efter Danmark blev det et kort ophold i USA, hvorefter parret flyttede tilbage til Finland i 1996, hvor Lisbeth fortsatte sin nye karriere med at uddanne sig i portrætmaling.

Og den passer fint sammen med hendes mands evangelisttjeneste, som han fortsætter med, selv om han sidste år blev missionsforstander for Missionsforbundet i den svensktalende del af Finland.

Kompenserer du for Kajs udadvendte tjeneste med dit mere indadvendte arbejde?

– Nej, både Kaj og jeg er indadvendte og generte. Vi er slet ikke selskabsmennesker! Men Kaj blomstrer på prædikestolen, og jeg er engageret på tomandshånd.

Lisbeth Holtti betegner sig selv som „nær-evangelist”, mens Kaj er „fjern-evangelist”:

– Når han ringer hjem fra Langtbortistan og fortæller om 70, som blev frelst samme aften, fortæller jeg om familiens gøren og laden, om hunden, der er blevet forkølet, men også om den gode samtale jeg har haft med naboen.

Mens Lisbeth og Kaj Holtti boede i Danmark, bad Lisbeth en dag for naboens syge datter, og manden, som var blevet arbejdsløs. Fire år senere var hele familien blevet kristne og kom i menigheden på Stevns.

– Hvis jeg misser missionsfeltet herhjemme, misser jeg alt, siger hun på flot dansk med et stænk svensk accent.

Skitser og portrætter af nabokonen viser, at hun er i kontakt med sine omgivelser.

– Prøv at se ansigtsudtrykket, siger hun, og viser to billeder, malet med ca. et års mellemrum. Det ene udtrykker tomhed, håbløshed, det andet glæde og spontanitet.

– Vi har haft mange dejlige samtaler, kommenterer Lisbeth Holtti.

Jo, hun lever intenst i sin hverdag – men ind imellem tager hun også med Kaj på missionsrejse.

– Når jeg rejser i den 3. verden sammen med Kaj, lægger jeg mærke til menneskers hverdagsliv, deres arbejde, deres fattigdom…

– Jeg sad f.eks. på et torv i Kazakhstan og læste avis. Da jeg sænkede avisen, fik jeg øje på nogle kvinder. Det er ikke nok, at vi kan læse om disse menneskers nød i avisen. De to kvinder der skal få mere plads.

Med det samme begyndte Lisbeth at lave de første skitser.

– Det kunne have været mig, der levede i sådan fattigdom, havde det ikke været for Guds nåde, reflekterer hun. – Jeg er født her, de er født der, det er den eneste forskel. Derfor er det vigtigt, at vi tager imod de fremmede, der søger ly hos os.

Det tog Lisbeth Holtti tre måneder at male de to kvinder. Og megen gråd. Men i dag er det også et af de fornemste malerier på udstillingen.

– Det er mit liv: at skabe noget smukt for Herren, siger en afklaret Lisbeth Holtti. – Selv om det også føles som at stille sig op nøgen på torvet, til spot og spe…