Esbjergkirker vil mødes igen

Sidste års kirkevandring mellem fire centrale Esbjergkirker var en succes, som skal gentages.
Pinsekirken, folkekirken, metodistkirken og den katolske kirke. Det lyder umiddelbart vidt forskelligt, men det lader de sig ikke hindre af i Esbjerg.

Duncan Thompson er præst i metodistkirken i Esbjerg.

– For et par år siden blev præsten i den katolske kirke inspireret af kirkevandringer i andre byer. Han oplevede sig kaldet til at gøre det samme i Esbjerg og tog derefter kontakt til os andre. Men først sidste år blev arrangementet til noget, fortæller Duncan Thompson, som er præst i metodistkirken i Esbjerg.
Kirkevandringen består både af en fælles temaaften omkring kristen identitet den 23. august og en praktisk vandring mellem de forskellige kirker den 30. august.
– Sidste år blev det først en rigtig spændende debat, hvor vi både kunne se, hvor meget vi havde tilfælles, og også talte om nogle af de ting, der adskilte os, husker Duncan Thompson.
Til selve kirkerundturen var omkring 100 mennesker forbi i løbet af aftenen sidste gang. Den store opbakning er endnu en årsag til gentagelse af arrangementet.
Arrangementet er både rettet mod mennesker uden tilknytning til en speciel kirke og kirkegængere, som er interesserede i, hvordan andre med den samme tro udlever den anderledes.
– Jeg syntes, det var til stor gavn og glæde for os første gang, derfor har jeg også stor forventning til dette års arrangement. Jeg synes, det er vigtigt, at det tværkirkelige fællesskab i Esbjerg vokser, og jeg tror, det kan blive til langsigtet gavn for os, at vi kan dele styrker og svagheder med hinanden, forklarer Duncan Thompson.

Murene skal ned

Han er ikke bange for at miste sine medlemmer til andre kirker undervejs.
– Det er vigtigt, at vi river de høje mure ned mellem kirkerne i Danmark. Jeg er ikke bange for at miste medlemmer, men det ville være okay, hvis det sker. Hvis nogen passer bedre ind i en anden kirke og oplever, at de får det åndelige fællesskab og den åndelige vækst der, er det der, de skal være.