Gamle salmer i forfriskende klæder
Himmelblå udsender nu sin tredje CD, hvor poesi møder passion, og det er efter min mening den bedste udgivelse i rækken!
Himmelblå har eksisteret siden 1998 og består i dag af Maj-Britt Vibe Dørken, Jacob Schjødt Worm, Jesper Smalbro og Keld Braüner. På cden medvirker også enkelte andre. Bandet har specialiseret sig i at lave nye arrangementer til gamle danske salmer. Der er altså tale om kendte tekster og melodier, men nye arrangementer.
Bandet har med tiden udviklet sig fra at have en udpræget jazz-orienteret tilgang til en mere elektronisk og rocket lyd, men stadig med reference til en let og klar nordisk tone. Visse steder kommer jeg også til at associere til filmmusik, med de storslåede lydflader og betagende korelementer. Sangerinden Maj-Britt Vibe Dørkens stemme står klart frem i alle arrangementerne, der ellers består af mange lag og detaljer, som fordrer en vis opmærksomhed fra lytteren, men også gør det til en cd, man kan høre mange gange, uden man bliver færdig med den.
Jeg tror, mange i dag kan føle sig fremmedgjorte over for salmer, fordi sproget kan være knudret og langt fra daglig tale. Himmelblås ærinde er at lade fortiden møde nutiden, så vi kan få sat ord på sider af kristenlivet ved hjælp af de udvalgte salmer, og jeg synes, man tydeligt fornemmer musikernes passion for at formidle livet og nerven i salmerne. De vil ikke kun fortolke, de vil lade os møde digternes livserfaringer og visdomsord, iklædt nutidig musik. Det gøres med en inderlighed og ihærdighed der for mig giver projektet en autencitet og troværdighed, som man kender fra udgivelser, hvor musikerne selv har skrevet og komponeret sangene.
Jeg synes, det er en rigtig god cd, fordi den gør salmerne tilgængelige og vedkommende. Man genopdager mere end gammel og smuk poesi; man møder menneskers ord om og til Gud, på en måde som gør, at man må tage stilling til, hvorvidt man kan identificere sig med indholdet eller ej.
Elisabeth Holdensen