I Jesu fodspor – bogstavelig talt
Mark Scandrettes eksperiment-baserede Jesus-vejen er en motivationsbombe.Her er bogen, som – hvis vi ville – kunne få en revolutionerende betydning for vores kristne praksis og andres opfattelse af denne.
Det er bogen, som – hvis vi havde modet – kunne bringe kristne ind i en mere hengiven, opofrende måde at følge Jesus på. Og så er det bogen, der – hvis vi ønskede det – kunne ændre vores hjerter og dermed vores handlinger.
Det er yderligere en bog, hvor forfatteren kommer med denne påstand: Når vi integrerer Guds historie med vores egen historie og vores naboers historie, bliver en frugtbar livskraft sat i spil.
Mark Scandrette er manden, som eksperimenterer med, hvordan vores liv kan se ud, hvis vi meget bogstaveligt går i Jesu fodspor og følger hans eksempel. Det er ikke en bog fyldt af hans egne fikse idéer, men eksperimenter, som udspringer af skriftsteder. Han er endt ud i eksperimenter – lige fra at give halvdelen af sine ejendele til fattige til at sætte sig små personlige mål som ikke at spise kød eller bruge medier og at begrænse garderoben osv.
Et større eksperiment så dagens lys, da en gruppe ville undersøge, hvordan vi elsker næsten som os selv i en verden, hvor vores valg påvirker mennesker på den anden side af planeten. Eksperimentet kom til at hedde Abolition (afskaffelse) og strakte sig over seks uger med fokus på handel med mennesker. Gruppen satte sig en målsætning og kontaktede diverse organisationer og politikere og vurderede deres personlige handlinger på området. Små ringe i vandet tog dermed deres begyndelse. Mark Scandrette slutter sin fortælling om projektet med at opstille otte dynamikker til forvandling, som er nødvendige for et vellykket eksperiment. Alt sammen med små pointer i hvert kapitel, som guider læseren trygt igennem processen med et evt. eksperiment.
Rigtig mange af os vil gerne være bedre mennesker. Vi vil gerne gøre en forskel i andres liv. Men som vi må erfare fra tid til anden, er det ikke altid nok med en idé. Der skal en portion energi, en skefuld indsats, en kop planlægning, en kande tid og ikke mindst en skålfuld overskud til for at føre projekter ud i livet. For at disse potentielle projekter skal kunne blive til noget, er det godt, endda nødvendigt, at Mark Scandrette sender denne bog på gaden.
Grib den, hold fast i den, og brug den i kirken, personligt eller måske i et helt nyt fællesskab. Se muligheder der, hvor Jesus så muligheder, og skab et miljø omkring dig, der er præget af det faktum, at Guds rige er tilgængeligt for os her og nu.
Sikke en motivationsbombe af en bog
Anmeldt af Sara Bech
Mark Scandrette:
Jesus-vejen – Om sammen at udforske livet i kærlighedens rige 221 sider
229,95 kr. Boedal