Kristne i USA hjælper skolebørn, der sulter
Organisationer og lokale kirker i USA er gået sammen om at hjælpe skolebørn, der sulter. I en skole i Central Virginia i USA har man opdaget, at 6.850 skolebørn kommer fra hjem, hvor de ikke får nok at spise, specielt i weekenden.
En kvindelig lærer har løst dette problem ved at gå sammen med organisationer og lokale kirker, der hjælper med mad, medicin, sko, tøj og førstehjælpskasser.
Læreren fandt ud af, at mange elever på skolen ikke får mad nok derhjemme, da hun gav en dreng en pakke kiks i belønning. Men han spiste kun halvdelen. Lærerinden opdagede det og spurgte, hvorfor han ikke spiste det hele. Han svarede, at han ville gemme resten til sin bror, fordi han nok ikke ville få noget at spise derhjemme. Lærerinden gav ham derfor en pakke mere og fandt ud af, at han ikke var den eneste på skolen.
Lærerinden kontaktede efterfølgende forskellige organisationer og kirker, som nu står sammen om at hjælpe de fattige børn. De får bl.a. dåsemad, cornflakes, juice og peanut butter. Børnene får tingene hver fredag, så de har mad til hele weekenden. Om mandagen afleverer de taskerne, de får maden i, som så bliver fyldt op igen om fredagen.
En af organisationerne er Gift For The World (GFTW), som sørger for mad til børnene, når de er i skole. For øjeblikket er der seks skoler i området, der får denne hjælp, og man håber, at endnu flere skoler vil indgå i projektet i det nye år.
Ron Davidson, der er grundlægger af GFTW fortæller, at mange af eleverne holder det skjult over for deres forældre, især dem der har forældre på stoffer. Maden, som de får op til weekenden, deler de med deres søskende og gemmer det hele væk fra deres forældre.
GFTW har base i Concord Virginia og tilbyder lokal og international humanitær hjælp. I år har de fået topkarakter fra et magasin, der hedder Forbes Magazine. De blev tildelt titlen som den mest effektive velgørende organisation for tredje år i træk. Mere end 200 velgørenhedsinstitutioner var nomineret til at få titlen.
– Alle industrifirmaer har et produkt, de ikke kan sælge. Nogle overproducerer, hos andre har produktet en lille fejl. Men for os er de i perfekt stand, så GFTW får disse produkter, som vi så giver videre, siger Davidson til The Christian Post.
Davidson er glad for prisen fra Forbes Magazine. Det er fantastisk, fordi GFTW blot er en lille organisation.
– Vi sidder her med frivillige til at pakke og gøre vores arbejde. Men vores mission er klar. GFTW forsøger at ære Gud og sørge for goder til Guds folk, slutter Davidson.