Støttekoncert skal starte ny musikskole for børn
Childrens Mission inviterer til støttekoncert med bl.a. Rugsted Kreutzfeldt, Moonjam, Bob Bailey, Tom McEwan, Jytte Abildstrøm og 600 gospelsangere den 9. september.
Nyd en eftermiddag med fantastisk musik, og støt opførelsen af en musikskole for udsatte børn i Dhaka.
Sådan lyder invitationen til en stor støttekoncert søndag eftermiddag den 9. september. Medvirkende er bl.a. Rugsted Kreutzfeldt, Moonjam, Bob Bailey og Anette Wiik med 600 gospelsangere.
Arrangører er projektet Light a light for Bangladesh under Childrens Mission der tidligere hed Skandinavisk Børnemission.
De kendte entertainere Jytte Abildstrøm og Tom McEwan medvirker også. Begge har sagt ja til at være protektorer for projektet.
Overskuddet går ubeskåret til musikskoleprojektet Light a light for Bangladesh. Støttekoncerten finder sted søndag den 9. september på Kulturkajen Docken på Færgehavnsvej 35 i København.
Light a Light for Bangladesh giver gadebørn og børn fra slummen mulighed for at komme i skole fra seksårsalderen.
Musik er hjernegymnastik og kan både hjælpe på indlæring og inklusion, sagde hjerneforsker Kjeld Fredens på Kulturministeriets musikfaglige konference i juni. Light a light for Bangladesh bygger på denne viden om musikkens evner til at stimulere indlæring.
– Gadebørn og børn i slummen har ikke mange muligheder for at klare sig, hvis de ikke som minimum lærer at læse og skrive, fortæller Henrik Bach, projektansvarlig for Light a Light for Bangladesh.
Han er selv erfaren musiker og musikproducer og besøgte Bangladesh tidligere på året. Mødet med børn, der levede på jernbaneskinnerne i hovedstaden Dhaka, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.
Light a light skal fungere som en slags forskole, hvor børnene gennem musikken får værktøjer til at klare sig i hverdagen og en basal indlæring, der senere hen giver adgang til det traditionelle skolesystem.
Koncerten den 9. september åbnes af Bangladeshs ambassadør for Danmark og Sverige Mr. A.F.M. Gousal. Solodanser Ulrik Birkkjær fra Det kongelige Teater har skrevet en særlig ballet over temaet Børn i Bangladesh med musik af Benjamin Koppel. Balletten opføres sammen med solodanser Gudrun Bøjesen. Samtidig er der tegnefest for børn i LEGOteltet, guidet af kunstner Martin Spang Olsen.