Ramadanfest udløser krav om påskefejring

KLF, Kirke & Medier kræver behørig fejring af jul og påske i DR, efter public service-
stationen valgte at fejre afslutningen af den muslimske månedsfaste Ramadanen.
– Selvfølgelig skal muslimernes fester og andre religiøse fester afspejles i DR’s programflade. Andet ville være mærkeligt for en public service-virksomhed. Til gengæld forventer vi, at den kristne påskefest vil få mindst en lige så markant synlighed i DR næste år.

Det siger Lars-Peter Melchiorsen, der er landsformand i den kristne mediebruger-organisation KLF, Kirke & Medier.
Udtalelsen kommer på baggrund af, at Danmarks Radio i sidste uge valgte at markere den muslimske eidfest, der markerer fastemåneden Ramadans afslutning. Gennem hele ugen arrangerede radioens P3 forfest til eid tre timer hver formiddag, og mandag den 20. august kulminerede dækningen med en eid-fest i DR’s Koncerthus.
KLF, Kirke & Mediers landsformand beklager, at DRs begejstring for den eksotiske højtid står i skærende kontrast til den lunkenhed, hvormed DR har prioriteret den kristne kulturarv de senere år.
– Morgenreflektionen ”Ved dagens begyndelse” er lukket, ”Morgenandagten” er fjernet fra FM-båndet, ”Før søndagen” sendes færre gange, ”Mennesker og tro” er halveret og har fået et dårligere sendetidspunkt, ”Religionsrapport” er halveret.
– Det er på sin vis ok at markere den muslimske højtid eid, men så skal DR altså også tage sig sammen hvad angår dækningen af jul og påske, mener Lars-Peter Melchiorsen, som forventer, at ”den kristne påskefest vil få mindst en lige så markant synlighed i DR næste år, og at man vil kunne se DR-direktør Morten Hesseldahl argumentere for DR’s påskefejring på en måde, som svarer til hans argumentation for eid-fejringen”.
– Påskefesten er kristendommens vigtigste højtid og en vigtig højtid for kristne i Danmark. Alligevel lever påsken en stilfærdig tilværelse i det danske medielandskab.

Konkrete forslag

KLF, Kirke & Medier foreslår:
– I 2013 falder påsken i uge 13, og hele uge 13 kunne P3 sætte fokus på mad, dans, musik og en stribe kulturelle oplevelser fra den kristne verden.
– I programmet ”Resurrection Radio” kunne værterne med et P3-glimt i øjet sætte spot på den kristne højtid. Bl.a. kunne man spørge om, hvorfor et torturinstrument skulle være kristendommens vigtigste symbol, ligesom lytterne kunne blive kloge på, om salmer og anden kristen musik har den fjerneste chance på P3.
– Hver dag kunne lytterne hente ny inspiration til køkkenet med tips og tricks til klassiske påskemåltider fra dansk tradition og vore kristne indvandreres.
– På P2 kunne en berømt dansk organist være ugens musiknavn. Her kunne vedkommende fortælle om moderne dansk kirkemusik og om sin egen vej ind i musikken.
– Det hele kunne kulminere i en kæmpe påskefest i Koncerthuset 2. påskedag mandag den 1. april i DR Byen med mad, dans, musik og godter til børnene.