– Farligt når Vestager leger Vorherre
Det Radikale Venstre er uden sammenligning det farligste parti i Danmark med deres unaturlige og kunstige ideologi om et kønsneutralt samfund.
Det siger Kristendemokraternes formand Per Ørum Jørgensen efter, at De Radikale i dag foreslår at indføre kønsneutrale pas, CPR-numre og navneskift efter humør.
Verden bliver ikke et bedre sted at leve i, når Vestager vil lege Vorherre. Lad nu kvinder være kvinder, og lad mænd være mænd. Det er kun psykologerne, der får glæde af et kønsneutralt samfund, siger Per Ørum Jørgensen, der opfordrer den borgerlige opposition til at tage kraftigt afstand fra dette kønsneutrale vanvid.
Forskellen mellem kønnene giver livet dynamik. Og det kan kun blive negativt for samfundet, når politikere vil ophæve den naturlige orden, som livet byder os.
Vi har set en ny lov om kønsneutrale ægteskaber. Vi har set Manu Sareen skælde ud på Lego, fordi de laver lyserøde legoklodser. Og nu senest vil de radikale have, at jeg kan skifte navn fra Per til Pia uden videre. Galskaben må stoppe nu, siger Per Ørum Jørgensen.
Henri.