Kan der blive fred i Jesu fødeland?

Englene sang julenat om fred på jorden – men den ser vi ikke lige i Israel. Men jøder og palæstinensere kan alligevel mødes og blive venner i det kristne fællesskab Musalaha.Der skal drastiske midler til, hvis jøder og palæstinensere skal blive venner – fx. en kameltur i ørkenen.

Der var 40 palæstinensiske og jødiske teenagere,
elleve ledere og otte kameler med på ørkenturen.

Musalaha er et arabisk ord, som betyder tilgivelse og forsoning. Men enhed og venskaber mellem jøder og palæstinensere kommer ikke af sig selv. Der må arbejdes hårdt for freden, forsoningen og fællesskabet. Og det gør man i organisationen Musalaha, hvor også unge danske frivillige er med.
Her sker det, at de Jesus-troende (messianske) jøder og de kristne palæstinensere finder hinanden og bliver venner, på tværs af alle politiske og kulturelle forskelle.

Teenagere i ét stort rod

”Vi skulle lege Kluddermor, resultatet var israelske og palæstinensiske teenagere i et stort rod af arme, ben og kroppe i forvredne stillinger, og I der mener, at det er en simpel leg, kan godt tro om igen!
3 forsøg, og så lykkedes det alligevel ikke helt, men vi havde det sjovt, og det var hovedsagen…” fortæller de danske deltagere Jonatan og Eva, der var med på ørkenturen.

Tema: Forsoning

”Efter aftensmaden blev det tid til aftenmøde med trilingual lovsang og en tale om Josef (drengen i 1. Mos., hvis brødre solgte ham til slavehandlere. red). Det er interessant, gennem hele lejren at høre hvordan der konstant er fokus på forsoning, hver eneste bibeltekst bliver læst med forsoningsbriller på.
Den sidste lovsang, ’Hellig, hellig, hellig’, blev sunget på tre sprog, og så var det sengetid. Vi var på forhånd blevet advaret om ørkenens kolde nætter, så der var på med skiundertøjet og godt ned i soveposerne, fortæller Jonatan og Eva.

De danske medarbejdere Jonatan og Eva.
Musalahas udfordring

Ud over de politiske og kulturelle forskelle mellem jøder og palæstinensere, er der også sproglige, sociale og teologiske barrierer. Her er Musala-arbejdet med til at hjælpe parterne til at mødes og arbejde med de udfordringer, som udspringer af samfundets konflikter.
Musalaha arbejder for at fremme forsoning mellem parterne i overenstemmelse med Jesu liv og undervisning. ”Vi forsøger at være en opmuntring og en hjælp til forsoning, først blandt palæstinensiske kristne og messianske jøder, derefter blandt vores respektive samfund” hedder det i Musalahas formålsparagraf.

Fred på grund af Jesus

Og til dette formål er ørkenturene en god hjælp. Der sker noget med de tidligere fjender, når de kommer ud af deres bekvemmelighedszoner og skal samarbejde om ørkenlivets strabadser.
Også det kristne fællesskab og undervisning om bl.a. konfliktløsning hjælper de ellers ’naturlige’ fjender til at mødes og opbygge venskaber.
Musalaha startede i 1990 og støttes af bl.a. Den danske Israelsmission.


Artiklen fortsætter efter annoncen: