Uden arme og ben: Hvis du ikke kan få et mirakel, så bliv ét!
Nick Vujicic var overbevist om, at Gud ville give ham miraklet: at få arme og ben, så han derigennem kunne herliggøre Gud. Han erfarede, at Guds plan var en anden.
Nick Vujicic kom igennem mange trængsler, fordi han var født uden arme og ben. Mange betragtede ham også som udviklingshæmmet, derfor blev det magtpåliggende for ham at fortælle andre om sine tanker og sit liv, så de ændrede deres opfattelse.
Hans familie gjorde ham en kæmpe tjeneste ved at acceptere ham, som han var. Han nævner flere eksempler fra barndommen, hvor familien hjælper ham til at vende bitterhed og modløshed til humor og handling. De giver ham en tro på, at han er betydningsfuld, som han er. Hans mor siger flere gange til ham: Du er helt normal, du mangler bare nogle småting.
Almindelige daglige gøremål var yderst besværlige for Nick Vujicic og gjorde ham afhængig af andre menneskers hjælp. Han var en overgang så modløs og fokuseret på smerterne, at han følte, den eneste udvej var at begå selvmord. Heldigvis besindede han sig og fortalte familien om problemet.
Nick Vujicic har skrevet en bog, som lige er blevet oversat til dansk: Et liv uden grænser. Den er en stor opmuntring til at søge hjælp, når vi overvældes af negative tanker, og han ved, hvad han taler om. Mennesker, der har været gennem store kriser, får en større autenticitet, fordi vi ved, at deres ord er grundlagt på egne erfaringer. Selvmordstankerne gjorde ham bevidst om, at han selv er ansvarlig for sit liv. Han valgte at bruge sit liv på at udbrede håb til fortvivlede mennesker.
Han opfordrer os til at arbejde med vores attitude og finde formålet med vores liv, så vi hjælper og opmuntrer andre. Han giver mange eksempler på, hvordan frygt og modløshed kan vendes til handling.
Det er en bog, jeg har fået rigtig meget ud af at læse. Han er et troende menneske, og det fremhæver han tydeligt. Han tror fuld og fast på, at Gud har en plan med hvert enkelt menneske, og han deler sine frustrationer og tanker med os. Han opfordrer os til at have tillid til Gud og være åbne for, at Guds planer ikke altid er de samme som vore.
Min tro på Gud er blevet styrket gennem mit arbejde med bogen. Læs den!
Nick Vujicic:
Et liv uden grænser
283 sider 299 kr.
Sphinx