Svær start for gennemførelse af palæstinensiske-israelske fredsdrøftelser

I sidste øjeblik før genoptagelsen af de palæstinensisk-israelske fredsdrøftelser er der opstået en forsinkelse, idet præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, har meddelt, at PLO’s eksekutivkomite først skal mødes i den kommende weekend for at træffe en endelig beslutning om palæstinensisk deltagelse.Dette formodes imidlertid blot at være en formssag.

Alt var ellers på plads for en tilbagevenden til fredsprocessen. USA’s Mellemøst-udsending George Mitchell er kommet hertil for at indlede sin mæglerrolle mellem palæstinensere og israelere. Mitchell havde igår en tre timers samtaler med statsminister Binyamin Netranyahu, og de skal have et nyt møde idag. En stor del af deres samtale igår var på enmandshånd, og først senere fik mødet tilslutning af forhandlingsdelegationerne.

Mitchell skal mødes med Abbas i Ramallah.en af de nærmeste dage, inden han på søndag tager fra området, for denne gang.

Der er endnu ikke enighed om, hvilke “nøgleanliggender”, der skal drøftes først. Israel ønsker sikkerhedsanliggender øverst på dagsordenen og det israelske krav om, at PA anerkender Israel som en jødisk stat, mens palæstinenserne er stemt for at indlede med en drøftelse af grænsedragning.

En repræsentant for PA i Ramallah siger, at PA vil komme til at forhandle med USA snarere end med Israel, “fordi palæstinenserne ikke har tillid til Netanyahu-regeringen”.

Ifølge denne talsmand var Den arabiske Ligas sanktion af en genoptagelse af forhandlingerne kommet, efter at palæstinenserne og de arabiske lande var blevet “forsikret om, at USA’s regerimng ville lægge pres på Israel for st standse byggeri ikke blot på Vestbred-området, men tillige i jødiske bykvarterer i Øst-Jerusalem”.

Talsmanden siger videre:

– I de næste fire måneder vil vi forhandle med amerikanerne, og de vil forhandle med Netanyahu-regeringen. Hvis vi og amerikanerne efter dette tidspunkt når til den slutning, at den israelske regering blot spilder vores tid, vil vi beslutte om vi vil fortsætte. Amerikanerne har tilsagt, at de vil være tøffe over for Israel – og vi forventer, at de vil leve op til dette løfte..

Ifølge en kilde, der står PLO’s forhandlinhgsleder Saeb Erekat nær, har Abbas besluttet selv at lede forhandlingerne med Israel.