Kvindesamling med tid til fællesskab og nærvær

Elin Fagerbakke fra Kvinder i nætverk i Norge skal opmuntre og inspirere i Danmark den 26. oktober.
Elin Fagerbakke fra Kvinder i nætverk i Norge skal opmuntre og inspirere i Danmark den 26. oktober.

Kvinder i Netværk indbyder lørdag den 26. oktober til en dag med nærvær med Gud og fællesskab med hinanden. Det sker på Ungdom med Opgaves center ved Randers.

Lørdag den 26. oktober indbyder ”Kvinder i Netværk” til en inspirationsdag for Kvinder med fokus på nærvær med Gud og fællesskab med hinanden. Det sker på Ungdom Med Opgaves center Sjellebro ved Randers.

Kvinder i Netværk har eksisteret i Norge i over 20 år og har siden spredt sig til Sverige, Island og senest Danmark. Første samling her i landet var i juni, hvor omkring 75 deltagere mødtes til en inspirationsdag en lørdag i Assentoft Frikirke.
– Der var et stort tak i vores hjerter, efter at den første ”Inspirationsdag for Kvinder” var vel afsluttet. Det var en rigtig god dag, som vi fik mange gode tilbagemeldinger på, fortæller kvinden bag det danske initiativ, Sigrun Fryd fra Randers.
Lige som ved den første samling henter man taler fra det norske netværk. Denne gang er det netværkets stifter, Elin Linde Fagerbakke, som skal være med til at inspirere.
– Elin er en kæmpe kapacitet i Norge, men er ikke kendt i Danmark endnu, fortæller Sigrun og fortsætter:
– Hun er en salvet og eftertragtet taler og vil være sammen med os hele dagen og dele Guds ord. Det er vi meget glade for, da Elin er en kvinde, der virkelig kan formidle på en inderlig og levende måde.
Elin Linde Fagerbakke var med til at starte Ungdom Med Opgaves center i Skjærgårdsheimen på Flekkerøya ved Kristianssand. Her var hun leder sammen med sin mand i flere år. Samtidig startede hun, sammen med nogle andre kvinder, organisationen Kvinner I Nettverk, hvor hun er daglig leder, forkynder og rådgiver.
– Elin kommer ikke alene, hun fylder bilen med andre kvinder, som vil være med til at bede og betjene os ved at virke i Åndens gaver. Jeg har selv prøvet at gå frem til forbøn ved en af disse kvindesamlinger og oplevede, hvordan disse kvinder talte Guds ord lige ind i mit liv, fortæller Sigrun.
Dagen starter kl. 10 og slutter af med en aftensamling. Midt på eftermiddagen er det sat tid af til lovsang og tilbedelse og til at være i Guds nærvær. Denne del af programmet ledes af lovsangsleder Hanne Lynglund Kristensen fra Thisted Pinsekirke. De andre lovsangssektioner ledes af Ungdom Med Opgaves Ole Andersen.
– Vi er rigtig glade for at kunne være på UMO’s Center dernne gang. Her er alt, hvad vi har brug for, også mulighed for overnatning. Og prisen for arrangementet er sat så lavt, at alle har mulighed for at deltage. Så inviter veninderne med og lad os holde en festdag sammen, slutter Sigrun.
Interesserede kan skrive til inspiration4kvinder@gmail.com.
Lisbeth Thomsen

Inspirationsdag for Kvinder bliver afholdt på Ungdom Med Opgaves Center Sjellebro, som med sin landlige placering 15 km sydøst for Randers giver gode rammer for fordybelse og nærvær.
Inspirationsdag for Kvinder bliver afholdt på Ungdom Med Opgaves Center Sjellebro, som med sin landlige placering 15 km sydøst for Randers giver gode rammer for fordybelse og nærvær.