– Vi vil bare gerne hjem
Benedicte la Cour har besøgt nogle af de syriske flygtninge i Libanon, som får glæde af støtte fra ADRA. Men familierne frygter stadig fremtiden.
– Når krigen er slut, er vores problemer slut, siger Walid.
Sammen med sine forældre og seks søskende måtte han flygte fra sit hjem i Al-Raqqah i det nordlige Syrien under et luftangreb. Seks af deres naboer døde under angrebet, og de ved ikke, om de stadig har et hjem at komme tilbage til, når krigen er slut.
Danske Benedicte Dornonville de la Cour, som er udsendt fra ADRA Danmark, besøger Walid og hans familie i Khiami, Libanon, hvor 10 syriske familier har slået sig ned.
1,5 millioner flygtninge
Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariats seneste opgørelse har den syriske konflikt sendt mere end 645.000 syriske flygtninge over grænsen til Libanon. Det nøjagtige tal estimeres dog at være langt højere, da tallet ikke tager højde for flygtninge, der bor i isolerede egne af Libanon eller er bange for at lade sig offentligt registrere.
Den libanesiske regering vurderer, at der er ca. 1.500.000 flygtninge i Libanon – et tal der udgør godt en fjerdedel af Libanons samlede indbyggertal på 4 mio. libanesere.
Walid og hans bror tager hver morgen ud for at søge arbejde. De er begge bygningsarbejdere, og hvis de er heldige, kan de få arbejde syv dage om måneden. Bygningsarbejdet går dog helt i stå om vinteren, når sneen begynder at falde, og Walid er nervøs for, hvordan de så skal tjene penge til huslejen. Familierne i bosættelsen lejer marken de bor på af en lokal libanesisk landmand. Det er på hans olivenlunde, at de øvrige mænd fra bosættelsen arbejder for deres husleje.
Økonomi er en stor bekymring for flygtningene. Uden penge kan de ikke betale husleje, og det koster penge at komme på hospitalet og gå i skole i Libanon. For at imødekomme behovet for læge- og skolehjælp har ADRA Danmarks samarbejdspartner i Libanon, Amel Association, oprettet et familie- og sundhedscenter i Khiam, som tilbyder gratis hjælp til de syriske flygtninge.
Leder af Amel centeret i Khiam, Maysam, er dog bekymret for den stadige tilstrømning af flygtninge og frygter den dag, hun må afvise nogen, fordi de ikke har kapacitet til at hjælpe alle.
Vinteren kommer
Bosættelsen bærer tydeligt præg af, at dens cirka 100 beboere snart har boet her i halvandet år. Nok er udsigten smuk, med kig til Golanhøjderne i Israel, og omgivet af olivenlunde, men jorden i bosættelsen er bar og knoldet, og støvet fyger og stikker i huden, når den kolde efterårsvind blæser. Skraldet har hobet sig op, og bosættelsens 9 telte er lappet sammen af flere lag presenninger holdt på plads med store sten. Inde i teltet er jorden dækket af et stort tæppe, der både skal holde vind og slanger ude. De kan holde varmen endnu, men inden længe kommer vinteren, og med den: sneen.
Walids yngste bror Mustafa er 9 år og vil være læge. Hans søster Amira havde to år tilbage af gymnasiet, da de flygtede, og vil gerne læse fysik. Nu ved hun ikke, om hun nogensinde kommer tilbage i skole. Amira savner sine venner. Hun savner familiens hus og følelsen af sikkerhed. Der er stille et øjeblik. Walid ser rundt på sin familie, der alle er samlet inde i deres telt, og siger så:
– Vi vil bare gerne hjem.
Eva
