Konfirmation

Kommentar til dr. theol. Helge Haystrups kronik: Konfirmationens behændige forfald. I konklusionen skriver H.H: I dag lyder der ikke noget ja fra børnene… Det hele synes endt i et gave- og tøjorgie.
Kronikken, som udmunder i denne beklagelige konklusion, belyser årsagerne, men det undrer mig, at H.H. her betragter konfirmationen som en isoleret kirkelig handling. For i virkeligheden er den en del af, eller ligefrem en forudsætning for barnedåben. Lad os derfor vende os til Guds ord som den absolutte autoritet i sådanne spørgsmål. Ny Testamente har ingen udsagn ang. konfirmation, men mange om dåb. F.eks. Ap.g. 8, 36-37: Se, det er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt. Tror du af hele dit hjerte, kan det ske. Han svarede: Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn. De katolske kirkefædre, som indførte barnedåben, var bevidste om dette og opfandt konfirmationen i forventning om, at dåbsbarnet efter ca. 15 år var kommet til tro på Gud og derfor kunne konfirmere moderens stedfortrædende bekendelse om tro på Jesus som Guds Søn. Ingen havde dengang kunnet forudse sekulariseringens omfang, og dette er heller ikke et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved barnedåbens og konfirmationens berettigelse, men et nødråb!
Hvordan kan vi hjælpe de unge mennesker, som måske uden tro lader sig konfirmere og derved får falsk fortrøstning til, at alt er i orden, „for vi er da både døbt og konfirmeret.“

Aage Olsen
Strubjerg 48 st. th.
9400 Nørresundby