Innovativ lovsangsgenre

s22_warracresJeg har før i mine anmeldelser skrevet ’på med danseskoene’, men aldrig har jeg ment det så meget som nu. Warr Acres er på banen med deres anden udgivelse, som indeholder hele 14 numre, hvoraf størstedelen inviterer lytteren til at smide hænderne op over hovedet til en nytænkning af den kristne musikgenre.

’Hope Will Rise” hedder albummet, og helt fra første track slår bandet fast, at de er meget mere end blot et almindeligt lovsangsband. Flere af numrene indeholder upbeat-rytmer og en remixy-stemning, der mest af alt minder om popmusikken, man kan finde i sin radio. Warr Acres bruger altså de hippe toner fra nutidens musik og forener disse med dybe lovsangstekster. Der er uden tvivl tale om nytænkning inden for den kristne lovsangsgenre – dog inden for selve musikverdenen. Bandet kombinerer et hav af forskellige genrer: elektronisk pop, country, akustisk – bare for at nævne nogle få.
Bandet viser både, at de kan lege med musikken, men også at de forstår at frembringe det smukke ved enkeltheden. ”Linger” er et klart bevis herpå. En skrøbelig vokal og et flot klaverspil sætter scenen for en helt igennem skøn og fredsfyldt sang, der ligesom de resterende 13 numre har en sigende lyrik. Der er ingen tvivl om, at bandet har et stærkt budskab, de gerne vil dele med verden. Og ser man bort fra det instrumentale for en kort stund og fokuserer på lyrikken, opdager man hurtigt, at denne er helt igennem eminent.
Et spørgsmål bliver dog ved med at melde sig hos mig: Udfordrer og ændrer bandet for meget på den ellers tidløse lovsangsgenre, således at budskabet går tabt? Jeg har svært ved helt at vurdere det.
Josefine Høgenhaug Aaen