Lad kommunen blive kirkens vicevært

Billigere og mere effektivt, hvis Folkekirken drives som folkeskolen, mener forskerNedlæg sogne og menighedsråd og lad Kirkeministeriet fastlægge de kirkelige handlinger. Så kan kommunerne blive kirkens vicevært og klare alt det praktiske med bygninger, kirkegårde, civilregistrering og ansættelse af personale.Det mener forskningsdirektør i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) Niels Groes, som for nylig fremlagde sine ideer for præsterne i Roskilde Stift.
– Det ville være både billigere og mere effektivt, hvis Folkekirken blev drevet ligesom folkeskolen, siger Niels Groes til Kristeligt Dagblad.
I folkeskolerne fastlægger Undervisningsministeriet indholdet i undervisningen, mens kommunerne klarer resten
– På samme måde kunne kommunerne overtage civilregistreringen, kirkegårdene, folkekirkens økonomi og ansætte personale. Kirkeministeriet kunne så fastlægge indholdet i de kirkelige handlinger, siger forskningsdirektøren.
På den måde kan kommunerne vurdere, om behovet for en ny præstegård er ligeså stort som behovet for en ny skole.
Desuden er det kommunale demokrati mere effektivt end det kirkelige, de folkevalgte har større lokal opbakning, og personaleadministrationen er mere professionel, mener forskningsdirektøren.
Selv om Niels Groes’ idé dumper ned midt i debatten om en ny kommunalreform, levner han ikke sine tanker mange chancer i det konservative folkekirkelige system.
– Jeg ved, hvad der vil ske, nemlig ingenting. Folkekirken vil fortsætte som hidtil, ganske uafficeret af de ændringer, der finder sted i det øvrige samfund, siger han.
Ganske vist stiger Folkekirkens udgifter, men så længe de holder sig under én procent af de samlede offentlige udgifter, finder ingen det umagen værd at gå så drastisk til værks, mener han.