Modstand mod homo- ægteskaber er ikke racisme
På en pressekonference sidste onsdag protesterede 100 sorte præster fra Detroit mod, at seksuelle minoriteters (LGBT) situation sammenlignes med racediskrimination.
– Hvornår har nogen fra LGBT været udsat for offentlig lynchning, nægtet adgang til visse nabolag, fået forbud mod at sidde i en jury og nægtet ret til at anlægge sag mod nogen på grund af deres seksuelle præferencer?
Det retoriske spørgsmål bliver stillet af Stacy Swimp fra organisationen Revive Alive Missional Ministry. Han tilføjer:
– Det er intellektuelt tomt, uærligt og kunstigt at hævde, at omdefineringen af ægteskabet på nogen måde kan sammenlignes med borgerrettighedsbevægelsen.
2,7 millioner ignoreret
Den 21. marts besluttede dommer Bernard Friedman fra Michigan at ophæve statens forfatning fra 2004, der definerer ægteskab som et forhold mellem en mand og en kvinde.
Dommeren konkluderede, at det traditionelle ægteskab, som 2,7 millioner vælgere i 2004 stemte for, ikke er ’rationelt’.
Falske forudsætninger
Nu hævder de sorte præster i Detroit, at dommeren begrundede afgørelsen med, at flertallet af Michigans beboere bliver diskrimineret på grund af deres seksuelle orientering.
Justitsminister Bill Schuette har appeleret Friedmans afgørelse til United States Court of Appeals for the 6th Circuit. Samtidig har de vrede sorte præster selv anlagt sag ved appeldomstolen. Omdefineringen af ægteskabsbegrebet kan overhovedet ikke sammenlignes med de sortes kamp for almindelige borgerrettigheder, siger de.
Ydmygende vildledning
Pastor James Crowder fra St. Galilee Baptist Church argumenterer imod, at seksuel orientering skulle høre under borgerrettighederne.
– Dommer Friedman fremstiller en falsk historie. På scenen er der mange skuespillere, som fremstiller sagen, som om det nye ægteskabsbegreb er lige så vigtigt som sortes kamp mod det blodbad, som slavehandelen var.
Jeg er aldrig før blevet så ydmyget. Nu må tæppet gå ned for denne vildledning, kræver han.
Blasfemi mod Bibelen
De sorte præster fra Detroit er overbevist om, at kun det traditionelle ægteskab er i overensstemmelse med Guds vilje.
– Vi vil ikke følge nogen, der hellere tror på en løgn end på sandheden. Vi hverken kan eller vil godkende nogen, der åbent spotter Guds Ord og leder mennesker på afveje, fastslår seniorpastor Dr. Randolph Thomas fra Greater Bethlehem Church.
De protesterende præster indbød alle interesserede præster og kirkeledere til pressekonference i First Baptist World Changers International kirke i Detroit den 14. maj skriver CharismaNews.