Nødvendig kommentar til Thranholm
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved
Iben Thranholm gør i sin fyldige artikel i ”Udfordringen” af 4. sept. 2014 om Ukraine kraftigt gældende (med den ortodokse ærkepræst Andrey Novikov som talsmand), at den vestlige verden er antikristen modsat Putin, som ”ønsker den spirituelle (kristne) vej ikke den sekulære. Det er den store forskel på Rusland og Vesten i dag.”
Så sort-hvidt er det ikke. Det er sandt, at ”de vestlige regeringer bevidst slipper antikristne kræfter løs.” Deri har Iben og pastor Novikov ret. Tænk blot på den modbydelige, lovfæstede homoseksuelle vielsespraksis, hvor selv folkekirken er hoppet med på vognen.
Dette frafald i det engang åndeligt oplyste Vesten er der ikke noget nyt i, selvom Gud forbyde, at vi som kristne nogensinde apatisk vænner os til denne syndens kultur.
Men at Putin skulle være den åh så sandhedskærlige og kristelige bannerfører, viser hans adfærd i Ukraine mere end tydeligt at han ikke er – med alle hans løgnagtige forsikringer om nul russisk indblanding helt i strid med folkeretten, herunder også den ulovlige annektering af Krim. Sådan handler ikke en Kristi efterfølger, og i samme nr. af ”Udfordringen” kan Dansk Europamission da også oplyse, at pro-russiske separatister for nylig dræbte 4 evangeliske, kristne mænd i Slavjansk. ”De blev dræbt, fordi de troede på Jesus”, udtaler deres præst Peter Dudnyk i en pressemeddelelse. Er det ikke lidt for forblommet endsige hyklerisk da at tale om kristne og ikke-sekulære idealer i ”Hellige Moder Rusland”?
Nej, sandheden er, at ”hele verden (både den politiske og religiøse verden) ligger under for den Onde” (1. Joh. 5:19), og at redningen kun findes ét sted, nemlig i vor Herre Jesus Kristus og hans evangelium, som vi som hans efterfølgere er forpligtet på at forkynde – og ikke noget hverken politisk eller skinhelligt religiøst system.