Flittig produktion af honning trods raketangreb

Under festen dypper israelerne æblebåde i honning for at ønske et sødt og godt nytår på Rosh Hashana (årets begyndelse) den 24. september.

– På honningfabrikken har vi ansatte fra byerne Askalon og Sderot. De måtte køre til arbejde, mens vejene blev beskudt under Gaza-krigen. Nogle kom ikke. Andre kom, men måtte forlade fabrikken hver gang, der var luftalarm. Nogle gange skete det 20 gange i løbet af dagen. Hvordan skal man så kunne arbejde og producere honning? spørger talskvinden Raya Pazi på Kibbutzen Yad Mordechai.
– Vi prøver at give folk styrke til at arbejde, så vi kan tilbyde honning til det jødiske nytår, når æblerne dyppes i honning, og der bages honningkager. Honning er et vigtigt symbol i den jødiske tradition på Rosh Hashana, siger Raya Pazi.

Produktionen
– Vi står nu foran en vigtig højtid for honningelskere. Vi har lige nu 25 til 30 ansatte i sving og kører med to skiftehold, siger den daglige leder Nadav Halperin. Han fortæller, at man producerer 2000 tons honning om året. Af disse sælges 900 tons i løbet af de tre måneder, som nu begynder med det jødiske nytår.
I 2013 lå Israels samlede produktion af honning på 3.400 tons. Det var en øgning på 9,7 procent i forhold til år 2012, som igen havde en øgning på 6,9 procent i forhold til 2011, skrev Jerusalem Post.
– Vi modtager honning fra hele Israel, fra Golan i nord til Negev i syd. Der er tale om forskellige typer som fx citrus, vildhonning, avokado og eukalyptys. Vi laver en blanding af dem, forklarer Halperin.
Er det nok til at dække behovet i Israel?
– Ikke altid. Så må vi importere lidt fra udlandet, som vi blander i vores egen honning, men vi er forsigtige med det, siger Halperin.
Honningen fra Yad Mordechai sælges i mange israelske butikker. Den er lys og løber let ud af flasken, sætter sig nemt til en honningpind og drypper hurtigt af.

Ingen kunstige
tilsætningsstoffer
Anvender I sukker i honningen?
Halperin er overrasket over spørgsmålet.
– Nej, det gør ingen med respekt for fremstilling af honning, svarer han.
Hvor lang tids holdbarhed har honningen fra Yad Mordechai?
– Vi siger, den holder til at stå tre år på hylderne. Vi tilsætter et naturligt stof, HMF, for at forlænge holdbarheden. Der er tale om en proces fastsat af myndighederne. Der er ingen kunstige tilsætningsstoffer i honningen, siger Halperin.
Stoffet hydroxymethylfurfura dannes ifølge Danmarks Biavlerforening af sukker, når man opvarmer honningen.
Har Israel haft den såkaldte kubekollaps (CCD Colony Collapse Disorder) med døde bier?
– Den findes i Israel, men er ikke udbredt. Vi forsøger så vidt muligt at holde os til israelsk honning for at undgå den, siger Halperin.

Lang tradition
Yad Mordechai er kendt viden om for sin honning. Kibbutzen, der blev grundlagt i 1936, har fremstillet honning længe før staten Israel blev oprettet i 1948.
– Vi har den største honningfabrik i Israel. Uden honningen ville kibbutzen måske have ligget et andet sted, siger Raya Pazi.
Guiden Tamar Hertzberg fortæller, at Kibbutz Yad Mordechai blev grundlagt i 1936 nær Netanya. Dengang hed den Mitzpe Yam. I 1943 fik man mere land i det sydlige Israel, hvor man siden har holdt til.
Kibbutzen er opkaldt efter Mordechai Anilewitz, som var en af lederne af opstanden i Warszawas Ghetto i Polen. De fleste grundlæggere af kibbutzen kom fra Polen, som de forlod før den anden verdenskrig. Efter 1949 var der også indvandring fra Bulgarien og Sydamerika, men der kom også israelere til kibbutzen. Der bor også en dansker i Yad Mordechai.
Kibbutzens krigshistorie er velkendt. Yad Mordechai lå på vejen til Tel Aviv. Den 8. maj 1948 blev kvinder og børn evakueret. Egyptens hær havde flere gange angrebet kibbutzen den 19. og 20. maj uden dog at have erobret kibbutzen. Den 22. maj trak israelerne sig tilbage efter store tab. Den 23. maj blev kibbutzen indtaget, men kampene forsinkede imidlertid de egyptiske styrker 5 dage, hvilket gav Israel tid til at mobilisere mod den egyptiske fremrykning, der blev standset. Egypterne holdt kibbutzen i fem måneder, før det israelske forsvar erobrede den tilbage.

En moderne kibbutz
Pazi fortæller, at kibbutzen har gennemgået store forandringer de senere år. Før var her et fællesskab, men nu får hver ansat sin egen løn.
– Men der betales stadig skat til kibbutzens velfærdskasse. Har en person eller en familie behov for penge, råder vi over et vist budget til at hjælpe med.
– Vi har ikke godkendt nye medlemmer de sidste tre år, men nu har vi modtaget en gruppe på 25 familier, der skal bygge hus i kibbutzen. De bor også under andre betingelser end tidligere medlemmer, men de har stemmeret. Vi har også mennesker, som bor til leje her. I alt er vi 700 personer, siger Pazi.
Hverken børn eller andre bliver automatisk medlemmer. Man må opholde sig her, indtil folk lærer én at kende. Siden bliver der stemt, om man må blive medlem.

Mælk og kylling
Kibbutzen Yad Mordechai har malkekøer, kyllinger, honningfabrik, og man tapper olivenolie på flasker.
– De sidste år har været vanskelige for både beboerne og for økonomien. I 14 år har raketter konstant regnet ned over Kibbutz Yad Mordechai. I de seneste fire år har staten bygget beskyttelsesrum under hver lejlighed. Når alarmen går, har vi 15 sekunder til at søge tilflugt. Under den sidste krig var tiden kortere. Jeg hørte braget ni sekunder efter alarmen. Der var ikke altid tid til at beskytte sig, siger Pazi.
– Vi ligger bare 1,6 kilometer fra Gaza. Det er ikke særlig langt. Noget som virkelig chokerede os, var tunnelerne fra Gaza ind i Israel. De skabte en frygt så stor, at man næsten blev syg af det. Tænk dig, hvordan det er at skulle opdrage børn under sådanne angreb og en sådan frygt. Det er ikke noget, man sådan uden videre kommer sig over. På trods af våbenhvilen, hamrer hjertet stadig, hver gang man hører noget, der ikke skyldes sangfugle. Børnene er meget, meget opskræmte.
De fleste i kibbutzen Yad Mordechai blev på stedet under krigen. Omkring 15 procent af beboerne, de fleste med børn, forlod dog stedet for at se sig om efter steder med mindre bombardement. Men skolerne her blev holdt åbne for dem, som blev her. Det var vanskeligt. 50 personer arbejdede med køerne og jorden. Der blev produceret på de fleste faciliteter og anlæg under krigen, men produktionen løb ikke for fulde omdrejninger. Markerne er områder, som ikke beskyttes af raketforsvaret. Derfor skete her skader, som det vil tage lang tid at udbedre.
– Jeg håber, at våbenhvilen varer ved, sådan at begge sider kan komme videre med deres dagligdag, siger Raya Pazi.